Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
544 Fjerde tidsrum 1857—1869.
æresbevisninger har strømmet ind paa ham i mængdevis. Man har
kaldt VINJE en kyniker. En udtalelse som den citerede viser, at
hans sunde praktiske blik paa livet under visse omstændigheder
kunde forføre ham til udtalelser, der havde et stærkt anstrøg af
kynisme.
Han har mange rosende ord om alle de poetiske partier i
«Brand»; men han frakjender dem hel originalitet; IBSEN er i
«Brand» paavirket af WERGELAND, paastaar han. Et vist forhold
mellem stilen i «Brand» og i WERGELAND’s senere fortællende digte
kan enhver, der har øre for sligt, med lethed opfatte; men at
stemple det som et paavirkningsforhold er alligevel for krast til at
være træffende. Det er simpelthen en udvikling i sproglig og
metrisk henseende af det, som WERGELAND havde grundlagt. IBSEN
er ingenlunde WERGELAND’s efterligner, ikke engang hans efterfølger;
han er den nye generations mand, der har hævet arven og forøget
den. Hans verskunst er lettere, finere, smidigere end HENRIK
WERGELAND’S; hans sprog er klarere og slutter sig smukkere og
blødere om tanken; WERGELAND betegner det dristige tilsprang,
IBSEN den, der er naaet lykkelig over paa den anden side. Her ser
ikke VINJE klart, som man vanskelig kan vente, at en mand, der
sidder midt op i det, skal kunne se. Ser han klart, saa beundrer
vi manden som en overlegen aand; ser han ikke, er der derfor
ingen grund til at rakke ned paa ham. Det viser kun, at han, som
vi alle, i større eller mindre grad, var et barn af sin tid med dens
ensidigheder og med dens af tidens standpunkt bestemte og
begrændsede horisont.
Da VINJE skrev sin kritik af «Brand», var hans horisont
allerede begyndt at indsnevres, fordi han var kommen til det punkt,
at han saa alt i lys af sin hovedide: maalsagen. Han slutter sin
anmeldelse af «Brand» paa følgende karakteristiske maade: «Som
Døl eller «norsk-norsk» Mann maa eg ellers synas, at det spaar
godt for vaar Literatur, at dessa vaare Poeter, som no ero mest
uppe i Dagen, slikt riva seg lause fraa det virkelege Liv og jaga
up i Skoddeheimen. Paa den Maaten kjem Folkets Liv likesolitet
fram som Folkets Spraak. Det er ein kunstig Kultur. «Det kann
vera for Byfolk», som Storthingsmennene sagde om dei «Nygifte».
Og med all Vyrdnad for «Byfolk», so er endaa ikke det Nationen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
