Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. O, Vinje. 551
første klasse, og det var ensbetydende med, at den slet ikke skulde
behandles.
Hvad der gjorde dette afslag føleligere for VINJE, var, at han c
samme aar havde indgaaet ægteskab. Han var dengang 51 aar, .
og hans hustru var en 33 aarig lærerinde ved Kristiania folkeskoler.
Hun var født i Nordland, havde været gift med en lensmand
ENEVOLDSEN i Østerdalen og var kommen til hovedstaden efter at
være bleven skilt fra ham. Hun beundrede VINJE allerede, før hun
lærte ham at kjende, og efterat de havde truffet hinanden paa en
lærerfest, blev sympathien snart gjensidig. Nogen stormende
ungdommelig kjærlighed udviklede der sig ikke mellem dem, dertil var begge
vistnok dels for gamle, dels for reflekterede. VINJE havde i tidligere
dage havt let for at forelske sig; men det gik ikke dybt, og det var
hurtig over uden at have afsat andet mærke end digte. Denne
gang skrev han ikke digte; enten havde han nok med virkeligheden
og følte ingen trang til at kaste poesiens guldskjær over den, eller
han var ikke forelsket nok til at føie sig poetisk greben. Begge
muligheder staar aabne; hans biograf synes nærmest tilbøjelig til at
holde paa den sidste uden dog at angive bindende grunde for sin
antagelse. Ægteskabet blev af kort varighed; sommeren 1869 stod
brylluppet; vaaren 1870 døde hun efter at have bragt en søn til
verden. Hvorledes VINJE følte tabet, kommer til orde i det lille
digt «Ein Lem mist»:
«Ein Lem du misser, sosom Haand og Fot,
men endaa er det lenge, som du kjenner,
at det er so, som det baad’ svid og brenner
i dei avskorne Led og Ledamot.
So er det, naar det døyr ifraa os ein,
som var os her til Hjelp og Hugnad givit
og vaksen so med eit til os i Livet,
som var det Blod av Blod og Bein av Bein.
Og som med Likam, so det er med Aand:
dei er som eit med os til Livet borne:
du griper etter denne Fot og Haand,
og finn med Rædsla, dei er fraa deg skorne.»
Det er et digt, der ikke røber nogen stærk sorg med store
udbrud; det er kun en ensom, træt mands triste stemning. Til
Giftermaal
og
ægteskab.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
