Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. O. Vinje. 561
og kyste meg som Guten din
og bles meg uti Barmen inn
min siererfulle Sons:.
Og gamle du, du gav til meg
mi mjuke Hjarterot,
og derfor maa eg elska deg,
korhelst eg vankar paa min Veg,
mn so paa villan Fot.»
Det er et deiligt lidet digt; enhver, som husker paa sin egen
mor, bliver varm om hjertet, naar han læser eller hører det, og
dog er det vistnok slet ikke slig ment; det er fædrelandet, digteren
tænker paa, altsaa en følelse af mindre intim, mindre elementær og
derfor ogsaa mindre poetisk natur. Det er stort og smukt, som det
er; men det mister alligevel noget af sin glans derigjennem, at det
bare er et slags allegori, et billede og ikke en realitet. — Dybest
og høiest naar VINJE som lyriker i enkelte af sine erotiske digte —
f. *eks. det før citerede «Den Dag kjem aldri» — og i sine
naturstemninger, hvoraf jeg ogsaa før har citeret en prøve fra
«Ferda-minni». Det herlige digt «Vaaren» staar vistnok i denne henseende
øverst og betegner efter min opfatning det høieste punkt, hvortil
VINJE’S lyrik har hævet sig. Her er der poesi af den ædleste
art. Hvilken sårt Stemningsfylde er der ikke i linjer som disse:
«Enno ein Gong fekk eg Vetren at sjaa for Vaaren at røma;
Heggen med Tre, som der Blomar var paa, eg atter saag bløma.
Enno ein Gong fekk eg Isen at sjaa fraa Landet at fljota.
Snjoen at braana og Fossen i Aa at fyssa og brjota.
Graset det grøne eg enno ein Gong fekk skoda med Blomar;
enno eg høyrde, at Vaarfuglen song mot Sol og mot Sumar.»
Den naturfølelse, der aabenbarer sig i disse linjer, er saa
inderlig og varm som hos faa andre af vore digtere, og dog er den ikke
umiddelbar; refleksionen blander sig ind og lægger en melankolsk
dæmper over glæden ved Vaarens gjenkomst. Det heder, efterat
skildringen af vaaren er tilende :
36 — 111. norsk literaturhistorie. II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
