Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson. 621
hjemkomst», har BJØRNSON anvendt prosaen, en knap kort
saga-mæssig prosa, der kun en sjelden gang slaar ud i store udbrud.
Det er det tyngste, mørkeste, tristeste arbeide, BJØRNSON har
skrevet. Især ruger der et natligt vintermørke over anden afdeling
med den onde troldkvindeagtige Frakark som handlingens drivhjul
og med den syge, om Hamlet mindende Harald Jarl som dens offer.
Men selv ind i dette mørke skinner der en fin gylden stribe af
sol; det er Audhilds kjærlighed til Sigurd. Hendes monolog i
tredie handling — der, hvor hun venter paa Sigurd — er en
straalende perle:
«Åk, jeg er altid den første. Men hvis jeg ikke var det, vilde jeg skamme
mig. — Nu må han snart være her; ti jeg så, at de gik med lys nede ved nøstene.
Dagen er ikke langt borte; naar dens første stråler kysser sneen, så vil han —
(skjuler sit åsyn). — Til han kommer, vil jeg bede; jeg glemmer det jo ganske.
I nat vågnede jeg, ved at jarlens hunder tudede saa stygt, da blev jeg ræd og
vilde bede. Men bare det gik i en dør, lyttede jeg efter Sigurds skridt; bare
vagten hostede, kom jeg ud af mig selv; thi jeg tænkte det var Sigurd, som ventede.
A, hellige mæn og kvinner, vredes ikke, at jeg glemmer eder over ham; jeg ved,
det er uret, men jeg kan ikke hjælpe for det. Nu vil jeg afbetale og bede, lige
til han kommer (knæler). Men ikke til eder, I strænge helgener i kirken; ti I
forstår mig ikke; men til dig, du hellige Olav, til dig, som tog den gulhårede
Astrid i favn, skønt det vist ikke var ganske rigtigt, — du maa vide, hvad de
elskende lider, at de stedes i mange hårde fristelser, som de slet ikke holder ud,
og at de glemmer eder, I hellige, og alt, som er til, og betaler siden for det med
tårer i et helt liv. Men vær ikke saa Stræng med mig; thi jeg har det værst af
alle. Jeg kan ikke holde den man fast, som jeg elsker. Jeg lever i en stadig angest
for, at den næste dag skal tage ham fra mig; jeg køber ham vist dyrere, æn jeg
har ret til, han er for stor for mig, men lige vel må jeg få lov at have ham! Ti
hvor er han ikke herlig! Jeg gik og vilde ikke se det; men selv når jeg vendte
mig fra ham, følte jeg ham som en overstrålelse; jeg gik og indbildte mig, at jeg
ikke vilde elske og kom til at gjøre det så altfor meget — o, tilgiv mig; ti hvor
er han ikke herlig! Selv hans vrede, er den ikke som bølge paa bølge, hans tale,
jager den ikke tankerne op som fuglerne i en skog, når skytteren træder hastig in,
hans gang, er den ikke let og slag i slag som ekko i en sommernat, hans
bevægelser er de ikke som tonerne i en kjæmpevise; hans øjnes sprog, er det ikke rigt
susende i rummet som vinden gennem træernes kroner. — Men er dette at bede ?
Dybt bøjer jeg mig af skam, — hans billed fortrænger eders, I hellige mæn og
kvinner . . . stille, der er han selv!»
Og endnu skjønnere er slutningen, da Sigurd efter de voldsomme
og blodige optrin tager farvel med Audhild for bestandig og drager
bort med korsfarerne. Det klinger som en fuldtonende harmonisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
