Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson. 623
uhyre. Men BJØRNSON saa det store og fortjenstfulde i den opgave,
han prøvede at løse. Han indsaa, at hans hensigt havde været den
bedste, og at det kun var den historiske situation, der bragte ham
til at udrette det modsatte af, hvad han havde tilsigtet.
Om de historiske forhold, BJØRNSON har behandlet, hidsættes
i uddrag efter ERNST SARS’ «Udsigt over den norske Historie»:
«Harald Gille nød i de Par Aar han som Enekonge styrede
Landet, almindelig Popularitet, og det er udtrykkelig anført som en
Grund dertil, at «han lod sine Mænd raade med sig i alt, hvad de
vilde». Høvdingerne vare tilfredse, fordi det var dem, der i
Virkeligheden styrede i Kongens Navn, og Høvdingernes Mening blev
som sedvanlig ogsaa Folkets. Harald stod sig ligeledes godt med
Geistligheden. — — — Begge disse Klasser maatte, idet de
nærmede sig til hinanden og arbejdede paa at opnaa en uafhængig
Stilling i Staten, finde sin Regning ved, at Kongedømmet var svagt
repræsenteret. Derfor kunde Sigurd Slembedjakn, om hvem alle,
baade Venner og Uvenner, bleve enige — da han var død —, at
ingen Mand havde været mere udmerket i alle Henseender end han,
saavidt de vidste om, heller ingen Vej komme med sin Fordring
paa at faa Dei i Riget, uagtet hans kongelige Byrd, naar alt
kommer til alt, neppe var mere tvivlsom end Harald Gilles. Det heder,
at han, da han meldte sig med sine Krav, ikke strax fik Svar, men
at Kongen forelagde Sagen for sine Raadgivere, og at disse da talte
sig imellem og mente, at Sigurd, om han fik Dei i Riget, vilde
blive dem for stor, som Magnus havde været, medens
Lender-mændene nu havde det saa godt og roligt og styrede Landet efter
eget Behag, hvorfor de gav det Raad, at Sigurd skulde gribes1 og
aflives. — — Det lykkedes ham at undgaa dette Anslag og kort
efter at rydde Harald Gille afvejen; men sit Maal kom han derved
ikke nærmere; Høvdingerne vedbleve at staa ham imod med en
Styrke og Enighed, der umulig lader sig fyIdestgjørende forklare af
deres Tvivl om hans kongelige Byrd alene, endnu mindre af nogen
Afsky over, at han havde ladet sin egen foregivne Broder dræbe
(man erindre, hvorledes Magnus Blinde var bleven medfaret). Det
Slag, som var ble ven dem tilføjet, bragte dem ikke ud af Fatning,
saa uventet det end havde været; de satte sig øjeblikkelig i
Bevægelse for at sikre den dræbte Konges Sønner Thronfølgen. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
