Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
648 Femte tidsrum 1869—1890.
Saaledes opfattede HENRIK IBSEN det norske folk i aarene
nærmest efter den bitre skuffelse fra 1864, og saaledes fremstiller han det
i «Brand». Det er et billede, som er mørkere i farven end alt, hvad der
hidtil var frembragt; selv WELHAVEN’S «Norges Dæmring» bliver
forholdsvis lys i sammenligning med dette triste, graasorte billede.
Derfor overraskede det ogsaa ved sin fremkomst samtiden ved sin nyhed.
Allerede natursceneriet er nyt. Det er ikke det Norge, vi
kjender fra de tidligere digteres skildringer; det er et koldere,
tristere, fattigere land. Den foregaaende periodes digtere havde kun
fremhævet alt det fine, bløde og yndige i vor natur. Ved at læse
deres digte — og skildringer — maatte en fremmed faa den tro,
at vi havde en deilig mild sommer næsten hele aaret rundt. Det
var næsten altid fine «solvirkninger», der gjorde selv den fattigste
plet til «et lille glimrende fabelland», som det heder hos WELHAVEN,
det var deilige skov- og fjeldvandringer med graneduft og
fuglesang som i ASBJØRNSENS «Huldreeventyr» eller smukke
sommer-kvældstemninger, som man kan finde dem rundt omkring blandt
JØRGEN MOE’S digte. Selv naar stemningen ikke var fuldt saa lys,
ophørte den dog ikke at være mild. En saa melankolsk natur som
BERNHARD HERRE gik ikke videre end til at skildre høstens
tungsind, og en elegiker som A. MUNCH blev staaende ved den korte
nordiske sommers vemod. Vor naturs barskhed og fattigdom var
der ingen, som skildrede. Naturen var altid lige mild og yndig,
hvad enten man besøgte Synnøve paa Solbakken eller Thorbjørn
i Granliden. Hvis en digter en enkelt gang vovede sig i kast med
vor fjeldnatur, som WELHAVEN i «Eivind Bolt», saa var det
væsentlig for at prise det storartede indtryk, højfjeldet gjør; og skildrede
man vinteren, som JØRGEN MOE i «En Slædefart» og WELHAVEN i
«Traverbanen», saa havde man kun øie for dens magiske Skjønhed.
Ja, selv IBSEN havde ydet sin tribut til denne forherligelse af norsk
natur, idet han i «Højfjeldsliv» havde skildret et blødt og varmt
høifjeldsbillede «i glans af guld og rav».
Men tag saa «Brand» frem, og den store forskjel vil straks’
springe i øinene. Det mærkes, som om man pludselig var bleven
flyttet til et andet land, mange breddegrader længer mod nord. *
* HENRIK JÆGER: «Henrik Ibsen 1828—1888» sammenholdt med min bog
«Norske forfattere», side 229—30.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
