Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen. 653
havde han dog faaet af den norske kirkestormer, og fra ham har
han laant mere end ét træk til sin figur. Det var i IBSEN’S egen
fødeby, at pastor LAMMERS optraadte; IBSEN kjendte ham personlig,
og flere af hans nærmeste hørte til præstens tilhængere. Han var
nemlig præst i statskirkens tjeneste akkurat som Brand, havde været
det i hele tyve aar, da han kom til Skien. Nidkjært havde han
arbeidet «paa at realisere vor Statskirkes Paabud», som det heder
i hans afskedspræken. Men tilslut orkede han det ikke længer;
han kom til det resultat, at det hele var umuligt. Han søgte sin
afsked og holdt en tordnende afskedspræken, hvor han i
statskirkens eget hus angreb den paa det aller voldsomste. Kirkerne
var komediehuse, og den officielle gudstjeneste var afgudsdyrkelse.
Kort tid efter traadte han ud af statskirken og stiftede en «fri
apostolisk-kristelig menighed», tiltrods for at han vidste, at disse
skridt vilde berøve ham hans pension, det eneste, han og hans
familie i Øieblikket havde at leve af. Med sin lille menighed drog
han ofte ud fra byen og holdt gudstjeneste ude i den frie natur,
ude i den «yndige Herrens Dal, hvilken hans Skaberhaand har
beredt som en Herrens Hauge» (hans egne ord i afskedsprækenen).
Ligheden mellem ham og Brand er paa mange punkter iøjnefaldende
baade i stort og i smaat. I det hele taget synes han at have
været en mand, der vilde, hvad han vilde, en mand, som levede
for de ideer, der beherskede ham, og var rede til at ofre alt for
dem, om det saa var det kjære «daglige brød», som ellers er
aarsag til saa meget hykleri, saa megen gaaen paa akkord med
sandheden og saa megen stymperagtighed i denne sørgelige verden.
Det har været en personlighed, en i sit slags helstøbt skikkelse,
rigtig en mand efter HENRIK IBSEN’S digterhjerte. —
— I denne haarde og mørke bog er der kun et eneste
solglimt; men det er til gjengjæld saa smeltende og saa varmt, at
det glæder og varmer ens sind lange tider, efterat man har læst
bogen. Dette solglimt heder Agnes, Brands hustru, «Hun er det
milde forsonende element midt i denne haarde og stridslystne
slagfærdighed; hun er som en aaben, varm strøm midt i en tilfrossen
elv; al den varme, al den følsomhed, forfatteren sad inde med, har
skaffet sig et udbrud gjennem denne skikkelse, og hun virker derfor
ogsaa forunderlig betagende i de omgivelser, hvori hun er stillet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
