Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen.
dødskamp under keiser JULIAN, som arbeidet dreier sig om, eller
rettere sagt: det er om JULIAN’S frugtesløse forsøg paa at vække
den antike aand tillive igjen. Antiken var allerede død; et nyt rige
var bleven grundfæstet paa dens ruiner, Galilæerens rige,
kristendommen. Mystikeren Maximos udvikler i stykket IBSEN’S egen
opfatning af verdenshistoriens gang. «Der er tre riger,» siger han.
«Først er hint rige, som grundlagdes paa kundskabens træ, så
hint rige, der grundlagdes paa korsets træ. — Det tredie er den
store hemmeligheds rige, det rige, som skal grundlægges på
kundskabens og på korsets træ tilsammen, fordi det hader og elsker
dem" begge, og fordi det har sine levende kilder under Adams lund
og under Golgata.» Ligesom IBSEN i 1870 tror Maximos, at det
tredie rige staar for døren, og skuffes i sine forventninger.
Det første drama behandler JULIAN’S ungdomsliv, indtil hans
brud med kristendommen. Han tørster efter sandhed og finder
bare løgn og bedrag; han hungrer efter liv og afspises bare med
døde formler og tomme ord. Den gamle hedenske visdom er
sunken ned til ordkløveri, og den nye kristendom viser sig ikke i
anden skikkelse for ham end som præstebedrag. Hoffet har taget
kristendommen i sin tjeneste, det fordærvede hof har anerkjendt
den, og dens tjenere har da pligtskyldigst gjort den «hoffahig».
De største forbrydelser, Julian bliver vidne til, dækkes af den
præstelige kappe. Saa siger han sig løs og begynder sin kamp
mod kristendommen og for den antike kulturs fornyelse. Om denne
kamp handler det andet drama. Naar kampen viser sig
frugtesløs og endog fører til et modsat resultat af det tilsigtede, var det
som antydet, fordi det var en kamp for det døde mod det levende.
Antiken var død, kristendommen ikke; den var bare falden i en dyb
søvn. Nu vaagnede den endelig af dvalen og trængte frem til sin
verdensseir over Julians lig. Men engang vil dog alligevel det
tredie rige komme. «Om i vore tider eller om hundreder af
år, det ved jeg ikke,» siger Maximos; «men ske skal det, når
den rette kommer, — han, som skal opsluge baade kejseren og
Galilæeren.»
HENRIK IBSEN har — i alle fald tidligere — anseet «Kejser og
Galilæer» for sit hovedværk, og det synes ganske naturligt. I digterisk
henseende staar det vistnok ikke høiest blandt hans arbeider, heller
43 — 111. norsk literaturhistorie. II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
