Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
674 Femte tidsrum 1869 — 1890.
ikke i kunstnerisk, men naar talen er om hans verdensopfatning, da
er der intet værk, som søger saa nær ind mod midtpunktet. «I intet
andet værk har han nedlagt et saadant fond af dybe og originale
tanker om verdensudviklingen og dens love.» —
I aarene 1869—77 er «Kejser og Galilæer» det eneste nye
arbeide, IBSEN forelægger offentligheden; han udgiver sin bekjendte
lille samling ældre og nye digte (vaaren 1871) og besørger gjennem,
seede udgaver af et par af sine Ungdomsværker («Catilina», «Fru
Inger til Østråt»); men forøvrigt forholder han sig rolig. Den
storartede ouverture var slut, og der var som sædvanlig en liden
pause, før tæppet gik op.
Efter ti aars fravær gjensaa IBSEN endelig Norge sommeren
1874. Han blev modtaget paa det mest storartede. Der var fester
og fanetog og hyldest paa alle kanter. Det havde været IBSEN’S
hensigt at slaa sig ned i hjemmet for alvor; men trods al den
begeistring, hvormed han blev modtaget, drog han sydover igjen,
saasnart sommeren var tilende; han har øiensynlig fundet forholdene
for smaa og for snevre. Over Dresden drog han til Miinchen, og
i denne by tilbragte han de fleste af de følgende aar, indtil han
endelig i 1891 vendte tilbage til Norge for alvor. Vinteren 1878—
79 og aarene 1881—85 tilbragte han dog atter i Rom, og hver
sommer flyttede han til den lille by Gossensasz i Tyrol. I 1875
havde han et øieblik tænkt paa at deltage i det skandinaviske
studentermøde i Upsala, til hvilket han i de norske studenters navn
havde skrevet en smuk «Sangerhilsen til Sverige»; men han betænkte
sig og forklarede senere i digtet «Langt borte», hvorfor han havde
betænkt sig. Han syntes, at der var noget gjengangeragtigt ved det
hele. Det var «gjenfærd af afdøde tider og mænd», som ruslede om
i ynglingeskaren; blandt dem passede han ikke; blandt dem passede
i det hele taget ikke en digter; thi digterens kald var ikke at synge
gravsange over fortiden; nei, —
«i folkets sind
sangerhvervet er at sjunge
nye tider ind,»
!V -
som det allerede hed i hans «Sangerhilsen til Sverige». Som man
ser, møder man her i ny form den samme tanke, som vi allerede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
