Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen.
tror," hans ønsker gaar i opfyldelse, naar han bare rigtig intens vil,
at de skal gjøre det. Og dog sidder han der som en splittet
personlighed, et nyt eksempel paa den «halvhed» i tiden, som
IBSEN har fremstillet og forfulgt i næsten en menneskealder, fortæret
af tvivl som Skule, tiltrods for at han eier Haakon Haakonsens
ønskekvist. «Det er det, som godtfolk kalder at ha’ lykken med
sig. Men jeg skal sige Dem, hvorledes den lykken kendes! Den
kendes som et stort, hudløst sted her på brystet. Og så gar
hjælperne og tjenerne og flår hudstykker af andre mennesker for
at lukke mit sår! Men såret heles ikke endda. Aldrig, — aldrig!»
Det er slige udbrud, som overbeviser Hilde om, at Solness er
født med en skranten samvittighed. Hvad han trænger, er «en
rigtig frodig, struttende sund samvittighed. Så en turde det, en
helst vilde.» Men den slåes sundhed eksisterer ikke i vore daee.
o o
«Jeg tror nu, de fleste er lige så store skrællinger, som jeg, i det
stykke,» siger Solness. Nei i oldtiden var det anderledes. De
gamle vikinger f. eks.?
«De karene, de havde robust samvittighed, de!» De «sejled
til fremmede lande og plyndred og brændte og slog mænd ihjæl
og fanged kvinder og beholdt dem hos sig — og bar sig ad med
dem, som — som.de værste trold.» Og alligevel: «Når de kom
hjem igen, saa kunde de både æde og drikke. Og glade som
barneunger var de også. Og kvinderne da! De vilde
mangengang slet ikke ifra dem igen.» Som man ser, aabnes der her
perspektiver bagover gjennem IBSEN’S digtning, helt tilbage til
«Hærmændene paa Helgeland».
To ting er det, som piner Solness fremfor noget andet. Det
er hans gjæld til fortiden og hans frygt for fremtiden.
Han har ønsket, at hans hustrus fædrehjem, «den gamle, fæle
røverborgen», skulde brænde ned — og saa brænder den en skjøn
dag, om ikke netop paa den maade og under de omstændigheder,
som han havde tænkt sig. Ved den brand faar han anledning til
at bygge, og det skaber hans lykke som arkitekt. Men det
ødelægger hans hjem, berøver ham hans to smaa børn og knuger hans
hustru til jorden. «Hun har ikke forvundet det den dag idag. Ikke
i alle disse tolv-tretten år.» Daglig ser han hende gaa der og
sygne under sorgen over det tabte, og daglig piner dette syn ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
