Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
698 Femte tidsrum 1869—1890.
Det er det hudløse sted paa hans bryst, som han taler om. «Alt
det, som jeg nåde til at virke, bygge, skabe i skønhed, i
tryg-hed, i lun hygge, — i storladenhed også — — alt det må jeg
gå her og veje op. Betale for. Ikke med penge. Men med
menneskelykke. Og ikke med min egen lykke alene. Men med
andres også. Den pris har min kunstnerplads kostet mig — og
andre. Og hver evige dag må jeg gå her og se på, at prisen
blir betalt for mig påny. Om igen og om igen — og altid om
igen S» Hans skrantne samvittighed bringer ham her til at
misforstaa situationen. Han tror, det er tabet af de to smaagutter, som
har knækket hans hustru. Men ligeoverfor de tab har hun lært at
bøje sig i resignation. «Snak ikke til mig om de to smågutterne.
Dem skal vi bare være glade for. For de har det så godt, —
så godt nu. Nei, det er de små tab i livet, som skærer en saa
ind i hjertet.» Det er tabet af alle de gamle familjeportrætter og
silkedragter, af kniplingerne, smykkerne og dukkerne, som volder
hende sorg, kort alle de døde rester fra en svunden tid, hvori hun
i sine tanker vedbliver at leve. Hun har ingen glæde over
nutiden, intet haab til fremtiden; hun lever kun i fortiden. Hele
hendes forestillingskreds er en eneste stor «gravkjælder», som Hilde
udtrykker sig, og denne gravkjælder er det, som kaster kulde, mørke
og uhygge ind i Solness’s tanker.
Det er her en symbolik, som det er værd at lægge mærke til.
Har vi i grunden ikke allesammen en saadan gravkjælder? Det er
ikke netop dukker og kniplinger og silkekjoler og sligt noget, som
vi gjemmer i den. Men alligevel er det ligesaa værdiløse, ligesaa
livløse sager, nemlig nedarvede meninger, vaner og vedtægter, som
ikke længer er kjød af vort kjød og aand af vor aand, men som
vi dog ikke helt har kunnet rive os løs fra. Det er «liget i lasten»,
som IBSEN skrev om i sit rimbrev fra 1875, eller «Gengangere»,
som han senere har kaldt disse døde fortidsrester.
Men som deres modsætning staar ungdommen, alt det, som er
friskt, varmt og livskraftigt, det, som livet tilhører, og som har
fremtiden for sig. Det hører hjemme i det «løftets land», som
«Europas damppaket» styrede mod ifølge det nysnævnte rimbrev, i
«det tredie rige», som mystikeren Maximos drømte om; det
repræsenterer «fremtidens kulturmagter», som Eilert Løvborg filosoferede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
