Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
*7OO Femte tidsrum 1869—1890.
løgnen, saaledes kommer Hilde for at hæve «sin bygmester» op af
grå vkj ælderens tusmørke, op af det låve, høit og frit tilveirs, som han
stod for hende oppe paa kirkespiret for ti aar siden, og som han
senere altid har staaet for hende. At han ikke tør og ikke kan
«stige saa højt, som han selv bygger», vil hun ikke tro. Hendes
bygmester kan gjøre «det umulige», det er hun vis paa, naar han
bare vil — det gjælder bare at drive ham til at ville. Og saa
smitter hendes extase ham, bringer ham til at glemme baade sin
legemlige og aandelige svimmelhed og driver ham højere og højere
op til det høieste punkt — og ned i døden. «Han magted det
altså dog ikke». — «Men helt til toppen kom han. Og jeg hørte
harper i luften. — Min — min bygmester!»
Den sidste akt foregaar om kvælden. Vi ser «aftenhimmel
med solbelyste skyer» i baggrunden. Solness tilhører den synkende
dag, der maa gaa under for at give plads for den nye morgenrøde.
. Men den gaar ikke under i nat og mørke; gryet begynder, i det
samme kvælden slutter. Stemningen er den nordiske sommernats>
hvor
«Aftnens gyldne, Morgnens røde
Straaler blidt hinanden møde
med et Kys»
— for at citere WERGELANDS bekjendte vers i fri omskrivning.
Derfor er der noget saa stort og varmt og forsonende over denne
slutning. Det hele er enkelt og afrundet som en græsk tragedie.
Og ligesaa enkel er det nye skuespils struktur helt igjennem.
I grunden er der ikke mere end tre personer; de øvrige træder
aldeles i baggrunden, ja selv fru Solness spiller ikke nogen
synderlig fremtrædende rolle. Stykket er i grunden en dialog mellem
Solness og Hilde, men en dialog saa fuld af kraft og glans, at den
fængsler mere end eie mest «spændende» optrin.
En digter, der kan skrive et stykke som «Bygmester Solness»,
har ingen grund til at frygte ungdommen; thi han er selv — trods
sine aar — i "pagt med det friskeste og bedste i denne ungdom,
skuende længer frem end de fleste i sin tænkning, ragende høit op
over alle i sin kunst. Lad ham end have det tilfælles med sin
bygmester, at han har begyndt med at bygge kirker og ender med at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
