Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen. 701
bygge luftslotte for fremtidens prinsesse, han kan dog umulig ligne
ham i hans frygt for ungdommen, al den stund hele hans skuespil
er en eneste lang lovsang til ungdommens og fremtidens pris.
Hildes digter er ungdommens digter.
«Bygmester Solness» er, som bekjendt skrevet herhjemme i
Norge; det er det første IssEN’ske arbeide, som er bleven til paa
norsk grund siden «Kongsemnernes» tilblivelse. I tidsrummet
mellem «Hedda Gabler» og «Bygmester Solness» er der da ogsaa
foregaaet den forandring i digterens liv, at han har opgivet den
frivillige landflygtighed og taget fast bolig blandt sine landsmænd.
Sommeren 1885 besøgte han Norge for anden gang under sin
udlændighed. Det var elleve aar, siden han sidst satte foden paa
norsk grund, og i disse elleve aar havde meget forandret sig;
forholdene var bleven større, friere, lysere; de, som talte med ham,
fik indtryk af, at han iagttog fremgangen med levende glæde; det
saa næsten ud, som om han var paa vei til at like sig hjemme.
Men saa var der ogsaa fænomener, som stødte ham og skræmte
ham bort. Især følte han sig ilde berørt af den politiske og
religiøse ufordragelighed. Landet havde jo kort tid i forveien
gjennemgaaet en voldsom politisk krise, og oprøret i sindene havde
endnu ikke lagt sig. Megen fanatisme, meget had og megen
personlig forfølgelse følger der jo altid med den offentlige diskussjon i
et lidet land; men dengang var det dog værre end vanligt, IBSEN
fik anledning til at se det paa nært hold, idet han overvar
Storthingets debat om «digtergage» til ALEXANDER KIELLAND. Han
var alt andet end fornøjet med, hvad han i disse dage fik høre af
enkelte af «folkets kaarne». Det saa næsten ud, bemærkede han
senere til nærværende bogs forfatter, som om Norge ikke var
beboet af to millioner mennesker, men af to millioner hunde og
katte. I sit næste arbeide — «Rosmerholm» — hævdede han da
ogsaa med styrke fordrageligheden baade ligeoverfor det seirende
og det tabende partis fanatisme. Og hvad der gjorde et endnu
ugunstigere indtryk, var den feighed, som ogsaa havde udviklet sig
saa stærkt under kampen. Paa grund af stridens voldsomhed og
farlighed var der mange, som ikke turde være sig sine anskuelser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
