Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
y28 Femte tidsrum 1869—1890.
er ikke saa sort som i «Brand», men dog langt dystrere end i
BJØRNSON’S tidligere bondenoveller. Og selve folket er ogsaa mørkere
skildret. Skydsjenten Rønnaug, der samler penge langs landeveiene
til sin Amerikabillet, er en ny figur i BJØRNSON’S galleri af bønder, og
her har han grebet sider hos befolkningen, som staar i diametral
modsætning til dem, han tidligere havde dvælet ved. Bondenovellernes
forfatter var ble ven kjed af «bondeforgudelsen» og var ikke bange
for at sige det. Han fik da ogsaa høre ilde for sit frafald af dem,
der endnu ikke var kommen ud over den. ARNE GARBORG optraadte
som deres talsmand i sit maalstræverblad «Fedraheimen»; men
BJØRNSON blev ham ikke svar skyldig. Han paastod, at vi havde
«underholdt en altfor stor bondekultus»; nu gjælder det at fremholde
baade for bønderne og os selv «de store brøst, de daarlige
efter-sygdomme af forladthed, slet behandling, armod og uvidenhedens,
hovmod, som grasserer iblandt dem. Med skrydet faar det have slut.»
Men denne side af «Magnhild» var ikke den, som vakte mest
opmærksomhed og forargelse. Kjærnepunktet i fortællingen var den
i vor literatur nye opfatning af ægteskabet, som den indeholdt.
Det var ikke som hos HENRIK IBSEN virkelighedens afstand fra det
ideale ægteskab, det dreiede sig om; det hele var taget ganske
anderledes faktisk og praktisk. BJØRNSON’S udgangspunkt var dette
Forat samliv mellem mand og kvinde skal være et sædeligt
ægteskab, var det ikke nok, at det blev indviet af en præst. Der krævedes
mere; der krævedes først og fremst, at ægtefællerne havde gjensidig
agtelse, gjensidig Sympathi for hinanden; manglede dette, saa var
samlivet et usædeligt forhold, selv om præsten havde velsignet det.
Og i saa fald krævede sædelighedskravet, at forholdet opløstes; den
kvinde, som hengav sig i et sligt forhold, ikke værgede sig mod
alle tilnærmelser, ikke rev sig løs, men «lod sig glide», — hun savnede
renhed, sædelighed. Det er dette, der i BJØRNSON’S (og læserens)
øine stiller Magnhild saa himmelhøit over den straalende fru Bang.
Magnhild bliver viet til Skarlie næsten uden at vide, hvorledes det
hele er gaaet for sig; hun flytter ind i hans hus; men hans hustru
bliver hun ikke, bare hans husbestyrerinde; den kamp, hun kjæmper
for at hævde sin personlighed, adler hende og forfiner hende.
«Uskylden i Deres Sjæl,» skriver Tande til hende, «var i Deres
særegne Skæbne bleven til en Sædelighed, der hos Dem fremfor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
