Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jonas Lie- 821
af disse har faaet gjennemgaa en ganske radikal omkalfatring. Det
fra anthologier bekjendte digt «Solveig» har saaledes faaet en ny
motiverende indledningsstrofe; omvendt har digtet ved A.B.STABELL’S
død mistet et par af sine strofer, og det digt, der i den nye
samling bærer titelen «Nytaarsnat», og som i den første hed «Det
svundne Aar», har mistet ikke mindre end fire af sine syv strofer,
to i begyndelsen og to i slutningen, medens de resterende tre
midtstrofer er anbragt i omvendt orden, saaledes at den, som stod først,
staar sidst, og den, som stod sidst, først. Ogsaa i det nys nævnte
sørgedigt over A. B. STABELL er der foregaaet en saadan, om end
mindre radikal omflytning.
Disse omkalfatringer giver nøglen til en karakteristisk egenskab
ved JONAS LIE som lyriker. Der er i regelen ikke nogen fast
bygning i hans digte; hver strofe er ikke et underordnet led af det
hele; det er en selvstændig frembringelse, der synger sit parti i det
store fælleskor. Eller rettere sagt: JONAS LIE’S strofer er — især
naar det gjælder festlige anledninger — som en række varmhjertede
festtalere, der alle har ordet i sin magt. Det er i grunden ligegyldigt,
hvem der først faar ordet og hvem sidst — alle bidrager de dog
hver paa sin maade til festens forherligelse. Et illustrerende
eksempel herpaa, som en samtidig, der skriver literaturhistorie, ikke
bør glemme at notere, oplevede de indviede i 1881, da
Wergelands-monumentet skulde afsløres. JONAS LIE havde skrevet sin kjække,
friske kantate, og JOHAN SVENDSEN skulde komponere den. Han
likte teksten fortræffelig; men han syntes bare, at den skulde
endevendes, saa at begyndelsen blev slutningen og slutningen begyndelsen.
Og jo mere han tænkte over sagen, desto sikrere følte han, at dette
var den eneste vei, som kunde gaaes, hvis han skulde faa den
musikalske stigning frem, som han nu engang ønskede og forlangte
af sig selv at faa. Endelig — efter mange overveielser og
betænkeligheder — skrev han til JONAS LIE og gjorde det modige
Spørgsmaal, som kun en musiker af JOHAN SVENDSEN’S rang kunde
tillade sig overfor en digter som LIE, om han ikke fik lov til at
foretage den generalomvæltning at gjøre begyndelse til slutning og
slutning til begyndelse. Han gruede for svaret; men hari fik det
mest elskværdige «vær saa artig!» tilbage, og ingen af dem, som
læste kantaten, da den var bleven uddelt paa Eidsvoldspladsen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
