Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
822 Femte tidsrum 1869—1890.
havde anelse om, hvilken radikal omkalfatring der var foregaaet.
Dette selvfølgelig ikke meddelt til forkleinelse for JONAS LIE som
lyrisk digter; det er kun fortalt for at illustrere den selvstændige
poetiske virkning, der er tilsigtet med hver enkelt strofe eller hvert
enkelt afsnit i hans digte.
Der ligger heri et fortrin og en feil, et fortrin i Stemningsfylde
og en feil i kunstnerisk sikkerhed. JONAS LIE er saa rig, at naar
hans lyriske sluser aabnes, saa øser han ud af sit
overflødighedshorn hulter til bulter; den sikre, beundringsværdige
gjennemarbei-delse, som udmærker hans fortællinger, har han sjelden naaet som
lyrisk digter. Jeg vil nævne et lidet eksempel, og det et fra et
digt, der vistnok er et af hans dybest følte, som det er mig et af
de personlig kjæreste. Det har ingen overskrift og lyder saa:
«Mig lokked den larmende Ære,
et Navn med den prangende Klang, —
nu ønsker jeg ikkun at bære
blandt Sandhedens bølgende Hære
om blot et Frø i min Sang . . .
Mer end en glimrende Stjerne
i Nathimlens Dunkelhed, —
et Led af din tænkende Hjerne,
o, kjæmpende Menneskehed.
Enhver opmærksom læser vil beklage, at et saa vakkert digt
plettes af en billedfeil som den i næst sidste linje: «et Led af en
Hjerne»; — der er ingenting, som heder saadan.
Men trods det, at man undertiden støder paa slige stilistiske
feil, er JONAS LIE’S anden samling «Digte» en bog, der erobrer ham
en smuk plads blandt Norges lyriske digtere Her er stemning,
her er fart, og her er i mange af digtene en ægte nordisk klang,
der virker saa meget mere tiltalende, fordi den aldrig gjør indtryk
af at være tilstræbet, altid af at falde naturlig. Og paa samme
tid er der undertiden et stænk af folkevisetonen, der virker
betagende ved sin som naturfølelse bundne romantik. Jeg citerer det
prægtige indledningsdigt til «Rutland» som eksempel:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
