Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jonas Lie. 823
«Tankerne længes, og Vingen fly’r
kløvende Storm og Taage,
vil mod Landet bag Nordhavs Sky’r,
spejder som skarpsynt Maage
langt, langt ude fra vikle Håv.
Sætter sig paa et stengraat Skjær,
som gjennem Sjørok stejler, —
kanske findes der Runer der,
Kjøl af en gammel Seiler
langt, langt ude i vilde Håv.
Kanske staar og en krøblet Bjerk
der med en Fugl, som synger,
synger en Sang saa høj og stærk,
at Modet i Brystet gynger
langt, langt ude paa vilde Håv.
Vist saa fandt jeg en krøblet Bjerk,
men ingen Fugl, der synger; —
laved’ en Lur af Næverværk,
blæser, hvad Hjertet tynger,
langt, langt ude fra vilde Håv!»
Hvilken romantisk havstemning er der ikke i dette digt. Jeg
for min part kan ikke læse det uden uvilkaarlig at komme til at
tænke paa et par af ARNOLD BØCKLINS fantastiske havmalerier, som
enhver, der har besøgt grev SCHACK’S galleri i Miinchen, vil have
i levende erindring.
Der klinger Nordland gjennem det citerede digt, og
Nordlands-stemning er der ogsaa i adskillige andre af JONAS Lra’s digte,
undertiden som her i en om folkevisen mindende tone, undertiden i en
lysere og freidigere form, der har et gjenskin af PETTER DASS over
sig. Intet er naturligere, end at Nordlands to eneste digtere maatte
møde hinanden, selv om der laa to aarhundreder imellem dem, og
JONAS LIE har da ogsaa med dyb og umiddelbar forstaaelse skrevet
et digt til sin forgjængers ære, holdt i hans «Dalvises» eget
Versemaal — og mesterlig holdt, som følgende to slutningsvers viser:
Underlig Land ! Du forglemte!
Manden, som tog paa at klemte,
nidkjær os forlysted
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
