Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kristian Elster
833
ligesom karakteristiken gjerne kunde have været mere udtømmende.
KIELLAND reserverer sig forøvrigt i indledningen, idet han forklarer,
at hverken udvalget eller hans biografiske skitse gjør større literære
fordringer. Det havde imidlertid slet ikke skadet, om fordringerne
havde været større — tvertimod. Nu faar man ikke et tilstrækkelig
fyldigt indtryk af ELSTER’S tidligste forfattervirksomhed. Det vilde
havt literær interesse at faaet med arbeider af ELSTER fra
sekstiaarene, den tid, da han var som stærkest paavirket af BJØRNSON
og vandrede i hans fodspor. Ligeledes vilde det have været af
interesse at have faaet et udvalg af hans bidrag til aviser og
tidsskrifter. Der findes blandt dem adskillige læseværdige ting, som
man nu maa opstøve paa bibliothekerne — saaledes f. eks. hans
interessante afhandling «Om Modsætningen mellem det vestlige og
østlige_ Norge», tryJct^iS^J jPo^/^^^oo- Virk-plin-h^*
ener udgivet i særtryk i anledning af «Tusindaarsfesten til Minde
om Norges Samling som Rige», l 1881 havde der været stemning
inden publikum for en slig samling. Nu er det forsent. —
— «De, der er sin egen lykkes smede, er sjelden guldsmede, men
grovsmede,» har en dansk forfatter engang skrevet. KRISTIAN ELSTER
var ikke grovsmed. Der er noget forsagt, noget beskedent over
hans skikkelse; han hørte ikke til dem, som forstod at gjøre sig
gjældende, end mindre til dem, som forstod at trænge sig frem.
Han trak sig beskedent tilbage. Der var heri baade en styrke og
en svaghed, en styrke, forsaavidt som det røber en fintfølende og
fornem natur, der ikke liker at puffes og stødes i den larmende
mængde, en svaghed, forsaavidt det røber en mangel paa tiltag, der
vistnok dybest inde havde sin grund i sygelighed. At han ikke har
baaret denne egenskab uden at være sig den bevidst, viser tydelig
nok hans fortællinger. De handler næsten alle om styrke og
svaghed, om evne til at gribe resolut ind i tilværelsen og om mangel
paa denne evne.
Slige beskedne, passive naturer naar aldrig frem til lykken.
Det er næsten, som om der hviler en vanskjæbne over alt, hvad
de foretager sig. ELSTER havde adskillige gange grund til at
beklage sig over en saadan vanskjæbne. To gange søgte han
stipendium ; begge gange blev han forbigaaet. Første gang tog han
forbigaaelsen som en meget naturlig ting. «Jeg kan ikke beklage
53 — 111. norsk literaturhistorie. II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
