Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alexander Kielland. gcj
Skulde en eller anden forfrossen stymper falde paa den
formastelighed at ville stjæle nogle stykker kul j nattens mulm og mørke,
saa kan en saadan forbrydelse Jet blive straffet med livet; thi
pladshunden giver ingen pardon. En saadan historie om en gammel
fattigkjærring, der stjæler kul, indtil hun bliver revet ihjel, er det,
som udgjør kjærnen i KIELLAND’S fortelling. Det er atter et
indlæg i processen mellem fattigdom og rigdom.
«Karen», den anden af de to novelletter fra Danmark, er en
rørende liden historie om kvindelig Uerfarenhed og mandligt letsind,
et tema, som KIELLAND flere gange har varieret, finest og lettest i
novelletten «Præstegaarden», den sidste blandt de «Nye Novelletter»,
skarpest i «Else». — Opvartningspigen i Krarup kro, den stakkels
Karen, hvis altfor intime kjærlighedsforhold til den vakre, gifte
post-fører ender i den dybe, vandfyldte torvgrav, er en figur, som
KIELLAND har tegnet med finhed og ynde. Det hele er saa nænsomt
og diskret fortalt og lader dog intet tilbage at ønske i tydelighed.
Her er hverken for meget eller for lidet; derfor virker fortellingen
som et helstøbt lidet kunstværk.
Frå denne udflugt til de danske sletter vendte KIELLAND tilbage
til sin fødeby. Han gjorde det baade literært og personlig. Efterat
han i 1881 havde trukket sig ud af sin virksomhed som
teglværks-eier, bosatte han sig i Kjøbenhavn, og her blev han boende i to
aar. Først i 1883 vendte han tilbage til Stavanger, og omtrent
samtidig udkom den før nævnte roman «Gift».
Kritiken havde saa ofte beskyldt KIELLAND’S frembringelser for
at indeholde farlige giftstoffe. Der havde endog været sagt, at der
burde staa det sædvanlige giftmærke paa dem. Det synes, som om
han paa harcellas har optaget tanken, idet han selv skrev det
afskrækkende ord «Gift» paa sin bogs titelblad. Men bag denne
tilsyneladende titelbladsharcellas ligger der en dybere tanke, bogens
grundtanke: Giften, det er alle de, efter KIELLAND’S mening, døde og
usunde ideer og kundskaber, der meddeles den opvoksende slægt
som sund og nærende aandsføde. Hvad IBSEN havde kaldt
gjengangere — rigtignok i videre betydning —, hvad BJØRNSON samtidig
havde betegnet som støv, det stempler KIELLAND et par aar senere
som gift. Meningen er den samme; det er bare udtrykket, som er
bleven sterkere, mere udfordrende, mere aggressivt.
«Gift«.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
