Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
C) 16 De to sidste tidsrums øvrige forfattere.
betegnende; man mærker, at det er en polemisk og kritisk periode,
de to digtere tilhører. RANDERS optræder i sin samling langt
dygtigere som lansesvinger end som lyrespiller. Der er ingen bløde,
smeltende toner i hans spil; det klinger kraftig, greit og — lidt
haardt. Den mand, som havde skrevet den digtsamling, greb ikke
efter pen og papir, fordi stemningen tog ham; han bearbeidede
den først i en klar, rolig hjerne og slåp den saa endelig løs i en
sikker, fastbygget skikkelse. Af alt det, der samtidig nede i
Danmark sang og s am m ed og graad og rased og jubled og klang i
den nogle faa aar ældre HOLGER DRACHMANN’s første digtsamlinger,
var der her ikke spor. Det var ikke melodien, men linjen, der
stod for RANDERS som det høieste; han sang ikke, han tegnede.
Det var plastiske, ikke musikalske frembringelser. RANDERS’S næste
digtsamling, «Vaarbrud» (1880), var vistnok noget mere umiddelbar
i sin lyrik; men for at være «erotiske Stemninger» var dog selv de
temmelig formelt beherskede. Sine «Tunge Timer» støber han om
til sonetter, et vidnesbyrd baade om hans evne til at låve lette
vers og om, hvad jeg ovenfor har antydet, at hjertets følelser
hos ham omsatte sig til hjerne virksomhed. Senere har den
polemiske side af hans første forfattervirksomhed mere og mere faaet
overtaget. Han er i sine digte bleven polemiker og politiker, en
mand, der i skarp og klar versform kan sige sin mening om
politiske modstandere og sige den saa tilspidset og godt, at de, som
deler hans anskuelser, bliver begeistrede, medens de mindre
eleverede blandt dem, som ikke deler dem, bliver forargede og skjælder
hans digte ud som rimede redaktionsartikler. Lad nu end være, at
indholdet ikke altid skiller sig saa meget fra det, man er vant til
at træffe i pressen, — det vilde alligevel være heldigt, om pressen
i sin prosa kunde fremføre sine meninger paa en saa fint formet og
velstøbt maade. Som polemiker og digterisk politiker er KRISTOFER
RANDERS endnu et stridens æble. Men naar de Stridsspørgsmaal,
der har bragt ham til at glemme lyren og svinge lansen, engang
— maaske i en ikke fjern fremtid — er «bleven en saga blot», da
vil man respektere den korrekte og sikre form, hvori han har formet
sine tanker.
Ingen norske lyrikere staar hinanden saa nær som KRISTOFER
RANDERS og THEODOR CASPARI; de er begge to polemikere og kriti-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
