Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Filologi. Af dr. philos. Hjalmar Falk - I. De norrøne sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Som ordbogsforfatter udmerkede sig prost JOHAN FRITZNER
(1812—93), hvis «Ordbog over det gamle norske Sprog» udkom 1867. Siden
1886 foregaar udgivelsen af anden udgave, af det tredobbelte omfang
og rig paa kulturhistoriske oplysninger. Udarbeidelsen af de sidste
hefter er efter Fritzners død overtaget af Unger.
Behandlingen af oldsprogets grammatik, der begyndte med Munch,
(«Det oldnorske Sprogs Grammatik» af Munch og Unger, 1847;
«Fornsvenskans och Fornnorskans Språkbygnad», 1849), har i rektor M.
NYGAARD (f. 1838) fundet en ivrig dyrker. Fra hans haand haves,
foruden en til skolebrug bestemt grammatik, en udførligere fremstilling
af Edda-sprogets syntaks, samt flere enkeltafhandlinger til syntaksen
(i «Aarbøger for nordisk Oldkyndighed» og «Arkiv for nordisk Filologi»).
Oldnorskens lydlære, orddannelse og etymologi er behandlet af Bugge
og H. FALK. Af norske stedsnavnes tolkning har G. MUNTHE, Munch,
O. og K. RYGH indlagt sig store fortjenester. Norske personnavne er
behandlede af Munch og Aasen («Norsk Navnebog»).
En kortfattet fremstilling af den ældste nordiske runeskrift gav
Munch i 1848. Men først ved Bugges og dansken L. Wimmers
samtidige forskninger lagdes ogsaa for denne gren af oldtidsstudiet en fast
videnskabelig basis. Navnlig kaster disse mænds arbeide et nyt lys over
den urnordiske sprogform saavelsom over runeskriftens oprindelse; det er
nu godtgjort, at alfabetet paa 24 tegn er ældre i Norden end det paa 16,
og at det sidste er en forkortelse af det første. Et hovedverk er
«Norges Indskrifter med de ældre Runer», hvoraf de tre første, af Bugge
forfattede hefter er udkomne.
Systematiske fremstillinger af den gamle mytologi er Keysers
«Nordmændenes Religionsforfatning i Hedendommen» (1847) og Munchs
«Nordmændenes Gudelære i Hedenold» (1847; ny udgave bearbeidet af
A. KJÆR, 1880). Af detaljbehandlinger kan nævnes THAASEN: «Er
Yggdrasilsmythen af kristelig Oprindelse?» (1857—8) og J. AARS:.
«Lærer vore Forfædres Mythologi evige Straffe?» I modsætning til J.
GRIMMS enhedlige opfatning af den germanske mytologi optraadte før
Bugge i Danmark M. HAMMERICH med sin paavisning af ragnarøkmytens
nordiske karakter og oprindelse fra vikingetiden, og HENRY PETERSEN
med sin hævdelse af Tor som nordmændenes nationalgud og Oden som
en sydfra til Norden indvandret guddom. Endnu langt videre i negativ
kritik gik Bugge i sine «Studier over de nordiske Gude- og Heltesagns
Oprindelse» (1881 ff.), karakteristiske ved talrige etymologiske
forklaringer. Efter Bugge er størstedelen af Edda-myterne nordiske
omformninger af middelalderlig-kristelige legender eller af klassisk-hedenske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
