- Project Runeberg -  Improvisatoren : Roman i to Dele /
429

(1899) Author: H. C. Andersen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Deel - XIV. Veronas Mærkværdigheder. Milanos Domkirke. Mødet ved Napoleons Triumphbue. Drøm og Virkelighed. Den blaae Grotte

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

4^3

den, over Overfladen, en lille Aabning, der fyntes
ikke stor nok sor vor Baad.

„Hexehullet!" udbrod jeg, og alle Erindringer
herfra vaagnede i min Sjæl.

„Ia, Hexehullet!" fagde Rorkarleu; „saaledes
kaldtes det sør; men nn veed man, hvad det er!"

Han fortalte os da om de to tydske Malere, Fries
og Kopisch, der sor tre Aar siden havde vovet at
soomme derind, og saaledes opdaget den forunderlige
Deilighed, som nu alle Fremmede maatte see. Vi
nærmede os Aabningen, der neppe meer end en Alen
ragede op over det blaae skinnende Hav. Rorkarlen
tog Aaren ind, vi maatte strække os ud i Baadeu,
som hau nu styrede med Haanden, og vi glede ind i
et mørkt Dyb under den uhyre Klippe, som det store
Middelhav beskyllede. — Ieg hørte Lara aande tungt,
det havde vgsaa noget søruuderligt Rædsomt; men

kun et Oieblik, og vi vare i ett mægtig stor
Hvæl-ving, hvor Alt skinnede som ^Etheren. Vandet nnder

os var, som en blaa, brændende Ild, der oplyste det
Hele. Rundt om var tillukket, men uuder Vandet
sorlængede sig den lille Aabning, vi seilede igjennem,
den naaede til Havets Dyb, syrretyve Favne ned, og
udvidede sig der til samme Brede. Det stærke
Sol-lys udenfor knude da virke Lysning ind paa Bnnden
af Grotten, og strømmede nu, søm en Ild, igjennem
det blaae Vand, der syntes sorvandlet til en
bræn-dettde Spiritns. Alt gav Gjenskin deraf; Klippebuen,
Alt syutes gjeuuemstrølnmet as ^Ether, øg at gaae
øver i samme. Draaberne, der ved Aareslaget
stæn-kede i Veiret, skinnede røde, søm friske Rosenblade.
Det var en Feeverden, Aandens sælsomme Rige.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:55:58 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/improvisat/0437.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free