Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. "Emigrationen til det indres Verden"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12 RENÉ
og mangedoblet Samvittighedens Storm om Lasten“. Det er med
andre Ord en „Emigration til det indre“, som er Kristendommens
Væsen. Baade Dyd og Last blir mere lokkende ved den —
Chateaubriand peker hen mot Baudelaire. — Og det „indre“, som den
emigrere til, er Uendeligheten i Menneskehjertet, og den har skapt
Naturen i sit eget Væsens Billed. Den antike Naturbetragtning, som
man hadde dyrket fra Renaissancen til Revolutionen, hadde fyldt
Naturen med endel guddommelige Væsner av anden og tredje Rang,
Nymfer, Fauner, Luna og Zefyr. Disse Naturguder har
Kristendommen forjaget. „Floderne har knust sine smaa Urner, nu styrter de
Dybets Vande ned fra Bjergtinderne. Den sande Gud er vendt
tilbake til sine Verker og har skjænket Naturen sin Uendelighet.“
Skovene er fri for sine Fauner, og fulde av den uendelige Guddom,
„Profeti og Visdomsgaven, Mysterium og Religion synes evig at dvæle i
deres hellige Dyp“. Det er det nye ved vort Aarhundredes
Naturopfatning, at det nyder Naturen, idet det overvældes av den.
Chateaubriand føler Gud i Naturen, naar han ved Solnedgang staar foran
det uendelige Hav, og naar Maanen skinner dæmrende ned mellem
Urskovens Kroner og Niagara bruser i det fjerne. Hans Gud er den
uendelige, den hemmelighetsfulde — han er Emigrantguden, det
ensomme, hemmelighetsfulde, grænseløse Jegs Gud.
Dette Jeg har Chateaubriand tegnet i sin René. — Han døpte
dets Væsen med det Udtryk, som træffer dets Grundakkord: le vague
des passions (den ubestemte Lidenskap). Det er det Jeg, som vil leve
Livet ut fra Høiden av sine Længsler, som stadig forakter Livets
Smaalighet, som kjedes ved Livets Gjentagelser, og stadig har en
Fantasi, der er mottagelig for Livets tusen Indtryk. Dette Jeg søker
Livet i Glæde eller Sorg, likegyldig, naar det bare undgaar Tomhet
og Lede ved Livet, Renés Hjerte er fuldt, og han har intet at fæste
det ved; han er sorgfuld, men han har intet at sørge over, derfor
er hans Sorg uten Grænser; hans Begjær har Lidenskapens hele
Glød, men savner fuldstændig Lidenskapens sterke Vilje. Han flakker
rundt i Øst og Vest, og han faar derved Følelsen av Verdens
Forgjængelighet. Han sitter paa Ætnas Top, det er som Billedet av hans
Sind og hans Skjebne — en Verden, uendelig stor og forsvindende
liten for hans Øine og Kraterets Avgrund ved Siden av ham. Ved
sin Faders Baare blir han grepet av Evighetstanken, saa den gir hans
Sorg en Hoøihet, som han føler næsten som en Glæde. Selskapet om
ham irriterer ham, fordi han maa forringe sine store Følelser,
Menneskelivet om ham kjeder ham, fordi det gjentar sig, alene Naturen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
