Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Korsaren og hans Efterfølgere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DON JUAN 19
git med fuldendt Bravur i Londons Saloner, frem i hans Poesi. Han
stod der med ett; sin Form og sin Tone hadde han hentet fra
Renaissancens Hofdigter Ariosts smilende Skildringer av Rolands og
Rinaldos Ridderbedrifter, utført i den elegante, parlando-virkende
Ottavestrofe. I den kunde han la sin haanske Lystighet overfor sit
Emne og sit Publikum spille i altid utfordrende nonchalant Eleganse.
Det begyndte i „Beppo“ med en letfærdig liten Historie fra
Karnevalet i Venedig, som han beretter med tusen Sidespring fra sit Emne
for at snakke om alt mulig og først og fremst for haanlig at
fremstille Motsætningen mellem det skikkelige, moralske Norden og det
freidige Syden, som ikke lar sig genere av Moralbegreper. Men denne
Dandyholdning blev en gunsig Utfaldsstilling. Og Byron benyttet
sig tilfulde av den, da han aapnet sin Krig mot alt og alle i Don
Juan.
Dette Digts Væsen er Motsigelse — Motsigelse mellem Emne og
Tone, idet Byron beretter de vildeste Optrin med en raillerende
Kjølighet, som gjør det hele endnu græsseligere. Motsigelse mellem
Indhold og Form, idet Digteren i sit Kauseri stadig svipper væk fra
Teksten for at tale om alt mulig andet og saa ironisk spør: Hvor
slap jeg? Men endnu mere er dets Væsen Motsigelse mellem
Digterens Holding og hans egen Stemning, for den paatagne
Kavallerlikegyldighet dækker over indre Oprør og Raseri mot hele den
Aandsverden, der behersker hans Publikum og præger dets Ideer. De
tyske Romantikeres „Ironi“, deres Spil med Illusionen, har her faat
bestemt Skikkelse; det er den forsorne Dandy, som altid er let paa
Taa selv i de værste Skrækkeligheter og blaseret slaar hen i Vind
og Veir den Stemning, som er fremkaldt av hans eget Digts Poesi.
Og denne Ironis Spil er her ikke Slag i Luften, den har en Opgave;
den vil Krig med det borgerlige Samfund, som omgir den, dets
Halvhet og Usselhet, dets patente Moral med dens mange
Skrøpeligheter. Ti ett bestaar i den Opløsning, som alle Digtets seksten
Sange viser os, og dette ene er Byrons Trods mot den hele Verden.
Byrons Virkning blev europæisk. Man kan neppe træffe noget
Verk av større Betydning i noget Lands Litteratur i 1820erne og
1830erne uten i det at se et Gjenskin av Korsaren eller av Don Juan.
Man gjenfinder Korsaren i Paris (Mussets Rolla), i Italien (Den
Ubenævnte i Manzonis De Trolovede), i Rusland hos Puschkin og hos
Lermontov. Don Juans Stil og Form gjenfindes i Paludan Müllers
Adam Homo, i Puschkins Onjægin, i Mussets Namouna. Men like-
2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
