Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Korsaren og hans Efterfølgere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24 PETSCHCRIN
Hans Liv er en Seiersrus; han vet, at han skal bedaare, at de
Kvinder, som hader ham nu, vil elske ham over alle Grænser om nogen
Dager. Han staar der kold, og hans Kulde faar dem til at gløde. Han
skræmmer dem og brænder sig saaledes ind i deres Tanke og deres
Fantasi, saa de aldrig slipper ham. Men hos ham er der bare
Erobrertrang. „Der ligger“, siger han, „en uendelig Nydelse i Bevidstheten
om, at man eier Herredømmet over en ung Sjæl, som netop har
utfoldet sig. Den er som Blomsten, der første Gang aapner sin
duftende Kalk i Solens Straaler; men den bør ogsaa plukkes i dette
Øieblik, og naar man har inddrukket dens livsalige Aande, kan
man jo kaste den fra sig. Jeg føler en umættelig Trang til at
opsluke alt, hvad der møter mig paa min Vej, og andres Lidelser og
Glæder er den Næring, der holder min Sjæl oppe. Trangen til at
herske er sterkere i mig end nogensinde før. Gives der maaske
nogen stoltere Bevidsthet end at man er Kilden til andres Lidelser og
Glæder? Og er Lykken nærmere beseet andet end tilfredsstillet
Stolthet?“ Men denne Trang til at sætte en Verden av Følelser i
Bevægelse, kommer kun av Skræk for det Tomrum, som er hans eget
Jeg. Hans egen Hjertekulde er hans stadige indre Fortvilelse, som
han jager for at komme bort fra. Og i hans Lyst til at ha Haand i
med Verdens Styrelse, lurer hans Hevntørst overfor Livet, som dræbte
de blide gode Følelser i ham. Saa staar han der som den stadige
Seirherre, der kan alt, kun ikke skape Lykke; som den
kainsmerkede, der bak alt møter sit eget Hjertes Tomhet. Derfor er han
stadig i Kapløb med Skjebnen, og derfor er han uten Naade, naar
Spillet er vundet. Han driver den stakkars Pjalt Gruschnitski til bare
av Skamfølelse ikke at turde røbe sit Fusk i Duellen og skyter ham
saa rolig ned: „Finita la Commedia!“ Og naar han har gjort lille
Fyrstinde Mary Ligoffsky vanvittig forelsket i sig, svarer han hende
med et haanligt Buk og gaar sin Vej. Avskedsscenen er et
Mesterstykke i den haanlige hjertekolde Høflighetskunst. Her har vi
Byronismen potenseret, det er en Frihet, som ingen Hensyn kan binde,
en Stolthet, som ikke kan leve uten som Seirherre. Og ve de
overvundne! For denne Korsar er stivnet i sin Korsarrustning. Hans
Stolthet er Hjerteløshet, hans Frihet er Tomhet.
Bevidstheten om denne indre Tomhet, som dæmrer hos
Lermontov, er klar hos Musset i „Rolla“. Rolla strør sit Guld, og da det
er Slut med det, dør han efter en vild Nat hos en pur ung Pike, —
det er hans Korsartilværelse. Det er ikke stort, men Rolla er ikke
vanslegtet fra Arten. Hans Hensynsløshet og hans Trods gjør ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
