Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VI. Naturlyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SHELLEY 53
Dog nu har Sorgen Mildheds Fred
som. Bølgen og den bløde Vind;
jeg kunde træt mig lægge ned
og græde kummerfold i Sind
mit Sorgens Liv i Taushed ind,
til Døden kom med søvnlet Gang,
til i den varme Luft min Kind
blev kold, og Havets sagte Sang
gled over Hjernen med den sidste dybe Klang.
(Adolf Hansens Oversættelse.)
Men der findes hos Shelley en Evne, som motsvarer denne Evne til
at hengi sig absolut til Naturen: det er Evnen til selv at besjæle
Naturen. Vistnok ikke paa gammeldags Maner, slik at han skaper
Naturen om til Nymfer og Fauner o.s.v. Det er eiendommelig for den
moderne Naturlyrik, at al vor Følelse opslukes og omformes av
Naturen. Føler jeg Stemning i et Blad eller et Vindpust, maa jeg uttrykke
den som Blad eller Vindpust. Men naar jeg — Percy Shelley —
slynger min Stemning ind i Naturvrimmelen, saa ophører den ikke at
være min egen Stemning. Den klinger tilbake til mig som et
tusenstemmig Kor fra Alnaturen; og det er min egen Røst, som kastes
tilbake. Naturen — det blir jeg. „Skyen“ — det er Shelley selv, i sit
Ungdomsmods gjækkende Lek og dets Drømme, dets Higen mot
Eventyr, dets Begeistring og Hengivelse.
Med frisk Regn jeg kommer til tørstende Blommer
fra Sjø og fra Strømme.
Med let Skygge jeg iler til Blade, som hviler
i Middagsdrømme.
Fra min Vinge drysser jeg Duggen, som kysser
Knopperne op av sin Blund,
der de vugges saa tyst paa sin Moders Bryst,
naar hun danser om Solens Rund.
En Svøbe jeg svinger av Hagl, som stinger
og hvidter det grønne Land,
og bristende atter i Tordenlatter
jeg løser det hele i Vand ....
Jeg strør Purpurets Blod foran Solkongens Fod
og gir Maanen et perlerigt Skrud.
Vulkanerne blegner og Stjernerne segner,
naar Stormen mit Flag folder ud.
Mellem Forbjerg to kan jeg spænde en Bro
over Havets brusende Sund;
„om et soltæt Tag kan jeg hænge imag;
thi dets Søiler er fjeldfast Grund.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
