Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VI. Naturlyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58 HAD MOT NATUREN
ening med dig og din Natur. Menneskets Trang til at la
Evighetsglansen lyse over sin Lykke høiner sig her i Forbund med den i sin
Vekslen uforanderlige Natur til et kjækt Paradox mot Virkelighetens
Skranker. Men det kan den gjøre, fordi — som Lamartine andensteds
fremhæver — i Naturen aapenbarer sig en evig Mildhet og Magt,
hin de Gamles „Sfærernes Harmoni“, og bak den føles Skaperen,
den evig alkjærlige Gud. Naturen taler til os om Gud; derfor drages
vi til Naturen, derfor løftes vi i Samliv med Naturen.
Shelley og Lamartine er to Typer for den optimistiske
Betragtning av Naturen, som fortsætte sig i forskjellige Variationer ned til
vor Tid. I vor norske Litteratur findes den saaledes baade hos W
elhaven og hos Bjørnson. Welhaven finder sin Fred i Skovenes sagte
Dyssen „som et Vift av vinkende Hænder“. Bjørnson elsker Naturen
ìi dens stille Godhet — tænk paa den deilige Digtning om Ragni i
Linnæaskoven i „Paa Guds Veie“, hvor Blomsterne hvisker hende
sit dype og inderlige: Vær snil! Men han har ogsaa Sympathi for
Naturens Strid. Han, den lange og sikre Fremgangslinjes seige
Stridsmand, føler sig (i Digtet „Romsdalen“) i Slegt med Fjorden, som
borer og borer sig ind mellem Fjeldene.
Men Side om Side med denne optimistiske Betragtning gaar der
en pessimistisk. Leopardi og Alfred de Vigny hader Naturen som den
grumme Magt og som det sjælløse Væsen, der er likegyldig for
Menneskenes Lidelser. Og Leconte de Lisle skildrer senere i
Aarhundredet — ikke uten en vis Nydelse — Naturens Grusomhet og dens
ubarmhjertige Ro og Sikkerhet. — Optimisme og Pessimisme,
Sympathi og Antipathi staar ikke her i absolut Motsætning. De, som
hader Naturen, behøver ikke at hade alt i Naturen. Leopardi hader
Naturen, men han har den inderligste Sympathi med Gyvelen, som
blomstrer i Lavaørkenen paa Vesuv. I den finder han Billedet av sin
egen Ro og Fasthet. Naar dens Time kommer, bøier den nok sit
Hode for Lavastrømmens Fordærvelse. Men paa Forhaand vil. den
hverken dukke sig og feigt be om Naade for sin kommende
Undertrykker eller i fræk Stolthet kneise op mot Stjernerne. Vigny hader
Naturen, men den gamle dødssaarede Ulv har hans Sympathi. Naar
den er rammet, slikker den Blodet bort av sin Snute, men gider ikke
se efter hvorledes den har faat Banesaaret og dør uten Skrik. Den
lærer Menneskene at det er like feigt at hyle og at bede. Bær
standhaftigt Livets Byrde den lange tunge Vei og lid saa og dø uten et Ord!
For disse Pessimister er Naturen Menneskets Fiende og
eiendommelig nok er Grunden til at de hader Naturen tildels den samme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
