Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VI. Naturlyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LAMARTINE 57
hos Shelley til midt under Livets Kval at la sig dysse ind av Naturens
Ro. Og denne Evne speiler sig i hans Evne til at faa Naturbilledet
til at tone frem, uten Beskrivelser, næsten uten Ord, bare gjennem
Stemningen. Hvor føler vi Baatens sagte Gliden hen gjennem Sjøen
selv i Oversættelse i en Strofe som denne:
Slik skifter alt, hen alting rinder
og vi selv, ogsaa vi forgaar.
Ei efter os er Spor som minder,
mer end Baatens Kjølstripe staar
i dette Hav, hvor alting svinder.
Naar den venlige Natur trofast gaar sin sikre Gang, saa gir den
ogsaa Mindet om Menneskelivets svindende Lykkeglimt noget av
sin egen Evighet. I sit skjønne Digt „Sjøen“ skildrer Lamartine
hvordan han efter sin Elskedes Død kommer tilbake til denne Sjø, som
har været Vidne til hans Kjærlighets Lykke. Ensom sitter han nu paa
hendes Sten. Alt gjør det svundne salig og smertelig levende for
ham: samme Bølgebrus, samme Bølgesprøit mot Klipperne,
Skummet skylles av Vinden ind paa Stranden, som da det blev skyllet
mot hendes elskede Føtter. Husker du den Aften, da vi gled saa stille,
bare Aaretakene klang ut over dine Vover? Og med ett lød. Toner,
ukjendte for Jorden, Klippen gav Gjenlyd og Bølgerne lyttet og
hendes Stemme talte ut sin Bøn:
Aa Tid, aa stans din Flugt og I Timer, I hulde
aa la stanse jer Strøm!
La os nyde de hastige Glæder tilfulde
her i Ungdommens Drøm!
Nok av Smerternes Folk her paa Jord til jer klager,
rind hen, rind hen for dem!
og ta bort deres Dag og de Sorger dem nager!
men de Sæle forglem!
Forgjæves er Bønnen; saa roper hun ut om at elske, elske, at ile
med at nytte den flygtige Stund, for Tiden løper og Menneskets Liv
svinder. Og nu har Tiden ubønhørlig slukket og lagt øde. Men du
Sjø og I Klipper, gjem Mindet om denne salige Stund. Gjem det i
Stille og i Storm, lat det bo i den smilende Kyst, de sorte Skove, de
vilde Klipper, i Vindens Brus, i Gjenklangen fra Kyst til Kyst, i
Stjernernes Speilen i Sjøen. La Vindens Støn, Sivets Suk,
Luftningens Duft, forkynde at vi har elsket. — Med andre Ord: laan vort
salige Minde din Naturs Evighet, for vi har levet i uendelig For-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
