Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VI. Naturlyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
60 LEOPARDI OG VIGNY
Uveiret er over, smiler alle og glæder sig; thi Glæden er Lidelsens
Ophør. Sorgen skyter op av sig selv, men Glæden er Smerternes
Barn. Men denne Bitterhet faar en speciel Brodd, som er særegen for
Leopardi. Hans Ungdom havde været glædeløs, fordi han var blit
opdraget til Bokorm. Derfra vender han atter og atter tilbake til
Betragtningen av den Ungdomsglæde, han selv var bedraget for:
Ungdommens Glæde daarer os, Ungdommens Haab bedrages,
Ungdommens Tro er Illusion. Men denne Glæde, dette Haab, denne Tro er
Livets eneste Lykke. Altfor lykkelig blev Livet, om denne Tid, hvor
Lykken dog er født av tusen Smerter, fik vare ved. For mild blev
vor Skjebne, om den haarde Død ramte os. Nei, Gudernes Raad har
utfundet den største Lidelse for Menneskene; det er Alderdommen.
I den er Attraaen fuldt levende, men Haabet er slukt, Glædens Kilder
tørre, Smerterne blir haardere og haardere og Lykken findes ikke.
— Ser vi sandt, da ser vi, at Jorden er et Sandkorn i Verdensaltet.
Et Æble falder ned og bringer Forstyrrelse i Myretuen, slik begraver
Stenregnen og Lavastrømmen Byerne ved Vesuvs Fot. Og Digterens
Holdning overfor denne Verdensskjebnens Haardhet er stoisk Ro.
Trods ikke, men bøi dig ikke. Vær som Gyvelen som blomstrer rolig
i Vulkanørkenen, uten feig Frygt, uten fræk Tro.
Leopardis Pessimisme er født av Livets Nød, Vignys er født av
Tankens Smerte. Ogsaa Vigny kjendte Ungdommens blide og bløte
Lykketrang. Han vet av bitter Erfaring, at den utkaarede er ensom.
Hans Moses klager over, at saasnart Herrens Aand har fyldt ham, da
roper Menneskene: Han er en fremmed blandt os.
Min Haand kun volder Skræk i den Haand, som den rører.
Thi Storm er i min Røst, min Læbe Lynet fører.
Saa elsker de mig ei, se! hvor de skjælver alle,
naar jeg aapner min Favn, da paa Knæ vil de falde.
Jeg har levet, o Herre, i Magt og i Ødel
Lag mig nu slumre ind mellem Jordens de døde.
Men da Lykken svek ham, blev han kastet tilbake i Grublen. Hvor
findes Lykken? Hvad er Livets Mening? Ingensteds og Ingenting.
Lidelsen er det visse; Livet er et Fængsel, en Straf; „ingen tviler paa at
vi er i Straf. Hvorfor? Det vet vi ikke. Processens Akter er brændt“.
Det Onde og Tvilen holder i hver sin Ende av det Lidelsens Dække
der skygger over Verden. Altid spør vi det kvalfulde: Hvorfor? Altid er
Svaret: Taushet. Eller det ubønhørlige: Det staar skrevet! Verden
styres av Skjebnen; og Skjebnen er det likegyldige Tilfælde. Verdens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
