Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VII. Victor Hugo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70 LIVETS VIRKELIGHET OG IDEALET
Lorenzo er han blit Lorenzaccio. Men derpaa er han blit gammel;
han har tapt sin Tro paa Menneskene og paa Fædrelandet. Han
vrider sig i Kval derved, men han maa se det i Øinene; han selv er
blit fordærvet, og Florens er usselt og kan ikke reddes. Vel kan man
med Filippo Strozzi spøre, hvorfor han da vil dræpe Hertugen. Men
Lorenzaccio gir et Svar, som gaar os til Marv og Ben: „Om jeg bare
er en Skygge av mig selv, vil du da at jeg skal slite over det eneste
Baand, som binder mit Hjerte nu til nogen Fibrer av mit fordums
Hjerte. Betænker du, at dette Mord er alt hvad der er igjen av min
Dyd? Tror da du, at jeg ikke har nogen Stolthed mere, fordi jeg
ikke mere har nogen Skam? Vil du, at jeg skal la mit Livs Gaade
dø i Taushet. Ja, det er vist, at om jeg kunde vende tilbake til
Dyden, om min Læretid i Lasten kunde utslettes, — da kunde jeg
kanske spare denne Oksedriver. Men jeg elsker Piker, Vin og Spil
— forstaar du det? Om der er noget, du ærer hos mig, da er det
mit Mord du ærer.“ — Idealet er skrumpet ind: Denne Mordplan
— hvad var den? og hvad er den? Den fattedes hist oppe paa
Kapitol, da han drømte om at bli sit Fædrelands Redder. Nu ser han,
at Fædrelandet ikke kan reddes, og det er ham likegyldig; for det
er ikke Fædrelandets Redning det gjælder om; det gjælder bare om
Dolkestødet. Og dog, Planen lever i hans Indre som et idealt og
lysende Punkt, — om end Tro og Frihetsjubel har forladt den og
bare den mekaniske Mordhandling staar igjen. Da Dolken er stødt
i Alexanders Hjerte, vider Lorenzaccios Sjæl sig ut i den Renhet,
som Berøringen med Idealet gyder over et Menneskes Liv. For
første Gang efter de to usle Lastens Aar føler han Luftens Renhet og
Friskhet, indaander han i Jubel Aftenvindens Balsamduft, føler han
Nattens Fred og Mildhet. „Aand, aand, du Hjerte, som nages av
Glæde, — Ak Godhets Gud, hvilket Øieblik!“ — Illusion, Blendverk!
Der sker ingenting, uten at der sættes en Pris paa hans Hode, og atter
er han Livsledens Bytte, atter hjemfalden til sin Selvforagt. Siger
hans Ven ham, at hans Gjerning ikke er endt, lyder Svaret: „Jeg var
en Mordmaskine, men bare til et Mord.“ Siges der ham, at han nu vil
vise sig som en hæderlig Mand, gjentar han sine frygtelige Ord fra
før: „Jeg har været hæderlig. Jeg elsker Vin og Kvinder, det kan nok
gjøre mig til Vellysting, men det kan ikke gi mig Lyst til at være
det.“ Fuld av Forakt gaar han ut for at la sig myrde! „Det morer
mig at se dem. Belønningen er saa stor, at den gjør dem næsten
modige!“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
