Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XI. Skjebne og Nemesis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GRILLPARZER 93 `
giske Skikkelser. Selv i en ganske liketil Kjærlighetstragedie som
„Havets og Elskovs Bølger“ har Grillparzer faat Nemesistanken ind.
Hero trodser Manden, fordi hun har set sin Mor forkuet av Faren.
Hun føler et høiere Kald i sig; med Begeistring lar hun sig indvie til
Gudindens Jomfruprestinde. Ak, under selve Indvielsen falder
hendes Øie paa Leander og hans paa hende; Luen er tændt, og med
makeløs dramatisk Virkning skildrer Grillparzer hvordan den
Indvielse, som begynder med Begeistring, fuldbyrdes under Vaklen og
indre Motstand. Og naar saa Kvinden seirer i hende, saa seirer hun
som en Nemesis; først i Døden kan de to tilhøre hverandre.
Saaledes forvandler den ytre Skjebnetragedie sig til en indre
Skjebnetragedie. Mennesket kommer engang til at følge det vilde Mod
i sit Bryst, og dermed er Skridtet tat for altid. Finest og mest sublimt
er dette uttrykt i Tragedien „Libussa“, som er det eiendommeligste
av Grillparzers Skuespil, fordi det tragiske i den netop er
Ideproblemet. I den ytre Handling synes intet tragisk: Libussa møter
Primislaus, da hun er redet vild, og fatter Kjærlighet til ham. Hun forlater
sine Søstre, Spaadomskvinderne, og lar sig utrope til Bøhmernes
Dronning. Men Storherrerne forlanger at en Mand skal herske over
dem, og efter mange ytre Omskiftelser og indre Stolthets Kampe fra
begge Sider finder hun og Primislaus hverandre i fuld og hel
Hengivelse, og hun kaarer ham til Konge. Rent ytre set falder det da
besynderlig, at Libussa sygner hen og dør, idet han bygger Prags
Borg. — Men Grillparzer har faat det tragiske frem her ved at se
det i en eiendommelig Tankebelysning, som sikkerlig har sin Kilde
i Schopenhauers pessimistiske Ideer og som minder sterkt om den
moderne Theosofi. Libussa tilhører Søsterringen i det ensomme
Taarn, Spaadomsverdnen utenfor Verden. Disse Søstre lever ikke
med i Livet; derfor dvæler de paa Aandens Evighetshøider, skuer
ind i Fremtiden, føler hvad der sker fjernt fra dem. Men Libussa
farer vild i Skogene, — og ved Møtet med Primislaus er ogsaa hendes
Sind faret vild. Hendes Trang til Mands Elskov er vaagnet, og om
det Hele end synes endt, naar hun kommer hjem, er Viljen til Livet
tændt i hende, og naar Kronen rækkes, griper hun til, fordi
Livsviljen byder hende at herske og straale som Dronning. Og dog, hendes
Rike er ikke av denne Verden. Der kommer Mændene og forlanger
Ret av hende; Ret! Hun kan vise dem, hvad der er godt og ædelt og
fromt, men Ret: „det koldeste Ord i Verden er Ret“. Vel kan hun
længes efter at gi Tøilerne fra sig til en Mand i dette Mændenes Rike,
hvis Love er slik, at hele hendes Indre med dets stille Fromhet op-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
