Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XV. Den russiske Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132 DOSTOJEVSKI
er helt og holdent Moralist; hans Bøker ryster vor Samvittighet og
indskjærper os stadig, hvor meget grufuldt der bor i et Menneske.
Men hans Moral har det samme grænseløse som hans
Menneskebetragtning. Der er ikke i hans Verker Tale om at forbedre Verden:
men der er Tale om Skyld og om Soning. Livet er Lidelse, ja, det
synes som dets Maal er, at Mennesket skal tømme Lidelsens Bæger
tilbunds. Og i Lidelsen selv ligger der noget oprørende,
himmelropende. Lidelse kan ikke udslettes, „al Verdens Harmoni opveier
ikke et Barns Taare“, siger Ivan Karamazov. „Derfor negter jeg ikke,
at Gud er til, men jeg gir mit Adgangskort til Paradis tilbake.“
Soningen for denne Fortvilelse ligger bare i et: Lidelsen selv. Vælger
jeg selv Lidelsen, tar jeg min Lidelse frivillig paa mig, — da
indeholder min Underkastelse under Martyriet en frelsende Magt. „Da
vil Gud sende dig nyt Liv,“ siger Sonja om det til Raskolnikov.
Dostojevski, som trodde med hele sin Sjæl paa det russiske Folk, er her
blit den dypeste Forkynder av dets Natur, ja av hele den slaviske
Folkestammes. Hos Mickiewicz saa vi i hans blødende Hjertes Tro
paa hans Fædreland, at Troens Grund var Lidelsen: Polen var hellig,
thi Polen er Menneskehetens lidende Messias mellem Nationerne. Hos
Dostojevski har denne Tro faat Karakteren av en Verdenslov.
Verdens Lidelse er det hellige religiøse Paradox; i det ligger Oprør mot
det guddommelige, i det ligger Forsoning med Gud. Lidelsens Høihet
og Majestæt er Menneskelighetens Krone.
Hos Dostojevski er der som hos George Elliot ut av den medfølende
Menneskeskildring vokset frem en ny, rent psykologisk Romantik,
som kommer til at faa en religiøs Karakter. Men hos Dostojevski er
det en vildt flammende Romantik. Livet bølger fra Himmel til
Helved, og Skikkelserne er som Kimærerne paa Kirketakene,
Djævleformer, som vokser ut av en stor og hellig Kirke. Dostojevskis
Forfatterskap repræsenterer Høidepunktet av det 19. Aarhundredes
Trang til Intensitet. Hans Mennesker er ikke Mennesker, men
Menneske-Kvintessentser. De luer av Livstrods, de rystes av Livsangst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
