Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. Naturalisme og Problemdrama i Frankrike
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FLAUBERT 135
ternes Opfatning av Opgaven for deres rent kunstneriske
Menneskeskildring. Neppe nogensinde har Fantasien følt sig saa bunden i sin
Arbeidsmethode som hos de franske Naturalister, men neppe
nogensinde har den følt sig mere suveræn i sit Slutresultat. Deres
„experimentale Romaner“ syntes dem likesaa videnskapelig tilforlatelige
som Virkeligheten selv.
Meget av alt dette gjenfindes hos Naturalismens kunstneriske
Grundlægger, Gustave Flaubert.
Av Natur er han en
Ærkeromantiker. Som Menneske levet han
stille og verdensfjernt og gik helt
op i sin Kunst. Men i den viste
hans Naturs grænseløse Higen sig
i hans Fantasihunger; hans
Stræben efter kunstnerisk Skjønhet og
efter videnskapelig Noøiagtighet
var i like Grad over Evne. Hans
romantiske Fantasi fraadset i
Skildringer av det vildeste Barbari;
hans Kunstsans vilde skape en
Prosa, der virket musikalsk
betagende som de mest velklingende
Vers og gjengav Tankens fineste
Avskygninger med fuldendt
Noøiagtighet. Og han studeret sit s
Stof saa omhyggelig, hvad en- | , .
ten det var fra Oldtidens Kar- G. Flaubert.
thago eller fra Paris under
Ludvig Filip, at hver eneste Detalj hadde det rette Tidspræg. Der var en
evig Strid mellem Kunstneren og Videnskapsmanden i ham, den, han
har uttrykt i sin sublime Allegori om Sfinxen og Kimæren. Han
krævet, at „Kunstneren skulde indrette sig slik, at Eftertiden ikke vet, at
han har levet“; man skulde føle hans Verk som en fuldstændig
objektiv Virkelighet, hvori man ikke fornemmet Kunstnerens Sympathi
eller Antipathi. Og dog følte han, at Emnet helt og holdent var et
Produkt av hans Fantasi, „en Illusion at beskrive“ kaldte han det.
Det ejendommelige ved ham er, at det, som han hader som
Menneske, det elsker han som Kunstner. Han elsker det grusomme, i
„Salammbô“ har han samlet al Østerlands raffinerede Fordærvelse, al
dets krasse Overtro og hylende religiøse Fanatisme, og dertil den vil-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
