Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XVI. Naturalisme og Problemdrama i Frankrike
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„ST. ANTONIUS’ FRISTELSE*“ : 137
beundre Mesterverker av en anden Aandsretning, naar de er
anerkjendte. Han ivrer for Fremskridtet, faar andre til at -vaage sig ut paa
Glatis, bistaar ved de theoretiske Overveielser, støter i Basunen i
Aviserne, lar de andre ta Ansvaret, naar det gaar galt, og er ivrig for, at
de ikke skal opgi det store Vaagestykke efter første Forsøk.
Naturligvis blir denne Kulturens og Aandsfrihetens Helt stadig større og
større, og som han egentlig talt ikke rokker ved noget, trods alle de
Begivenheter, han er med i, saa staar han ogsaa evig urokket i sin
Værdighet. Homais er den udødelige Repræsentant for Stilstandens
Fremskridtsreligion.
Hvorledes har Flaubert kunnet elske det som Kunstner, som han
har hadet som Menneske? Han har stillet Problemet i sit
eiendommeligste Verk, „St. Antonius’ Fristelse“. Antonius er Ørkenens Eneboer,
som tror, at bare Gud lever, og at Verden er idel Tomhet. Han føler
Hungerens Kvaler, og i Drømmesyn fristes han av al Verdens Magt
og Yppighet, han er Nebukadnezar, Verdens Herre, og Dronningen
av Saba, Bedaarelsen iklædt Kjød og Blod, lokker ham. — Saa
kommer Tvilens Fristelse: Djævelen kommer til ham i Hilarions, hans
Discipels, Skikkelse. Han ser Kjætternes Tog, den ene Mening mere
vanvittig end den anden, Gudernes Tog, høie og usle om hverandre:
alt det har Menneskene troet, alt dette har Menneskene tillagt
Guddommelighet. „Tilbed mig,“ roper Hilarion, „og forband det
Blændverk, du har kaldt Gud.“ Saa ser han atter i et Syn Verdens
Oprindelse, alle Forverdenens Skikkelser og fantastiske Trær, Dyr,
Mennesker og Planter synes at smelte i ett. Han jubler: han vil leve i alt
dette, være Urstoffet i alle dets Former. Men da Solen hæver sig,
viser Kristus sig i den; Antonius slaar Kors og falder i Bøn. — Flaubert
er Antonius med hans Verdensforagt og samtidig hans ustyrlige
Livstrang; den stanser ikke, før han føler sit Jeg smelte ind i Urstoffet,
og dog føler han, at alt er Tomhet; bare Aandens Gud lever. —
Foreningen av disse Motsætninger gjør Flaubert til en av de utsøkte
Aander, som forener de to uforlikelike Egenskaper i sin Kunst; den er
paa samme Tid intens og sublim.
Av „Madame Bovary“ hadde Efterfølgerne lært, hvad der var deres
Opgave. Naturalismen skulde holde et ubarmhjertig Speil op for sin
Samtid. Den skulde ikke satirisere, den skulde beskrive og vise Tiden,
hvordan den var. Der var ingen Fare, Reflexionerne gjorde nok sig
selv. Hos alle de efterfølgende Naturalister, Zola, Brødrene Goncourt,
Daudet, Maupassant, er denne Opgave fælles. Ellers har de ikke me-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
