Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. Naturalisme og Problemdrama i Frankrike
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAUPASSANT 143
som Maupassant uttrykker sig. Handlingen opløser sig hos Brødrene
Goncourt i tilsyneladende Tilfældigheter, skapt under Indflydelse av
flygtige nervøse Instinkter. Maupassant, som stadig skildrer
Kjærligheten, ser den som en uimotstaaelig Naturmagt, der rammer
Menneskene blindt, paa Trods av al Fornuft. Hos Hovedpersonen, den
unge Pike i „Une vie“, volder den de evige Skuffelser, medens. den,
eftersom Illusionerne brister, flytter sig fra Mand til Søn. Det er den
taapelige Kvindekjærlighet,
som altid vil forgude og
forkjæle og altid frister til
Tyranni og faar Tidsler og
Ukrudt til at vokse i Sindet.
Og under Civilisationens
Indflydelse viser det sig, at
Menneskene stivner i sit Forhold
til Kjærligheten. En
idealiseret Elskovstrang er en Uting.
HosdenungeKRKavalleri,, Mont
Oriol“ er den et Sværmeri, der
svinder bort, naar Forholdet
faar Følger, fordi
Svangerskapet virker paa ham med
en uforklarlig Motbydelighet;
han er Elskeren, han tilbeder
Kvinden, men han taaler ikke
Moderen. Og den unge Frue,
som han for første Gang lærer Renan.
Elskoven at kjende, og som
ved ham blir Mor, trøster sig ved Barnet; saa ender Fortællingen
skjærende ironisk, med hendes iskolde Avskedsord: „De undskylder mig
nok, min Herre, jeg maa stelle min lille Datter.“ Kvinden blir gold.
Madame de Burne i „Notre Coeur“ er en skjøn Statue, som kræver
Mandens Tilbedelse, som ofrer alt for at vinde ham, nien som stivner i
hans Favn, og som ikke kan tilfredsstille ham, netop fordi han elsker
hende til hver Nerves Inderste; — men som altid tvinger ham til
Knæfald, fordi hun altid forblir Dronningen. — Tilsidst avslører hos
Maupassant Elskov og Død sig som to gaadefulde, evig og allesteds
nærværende Magter i Livet. Men dermed naar vi ut over
Naturalismens Grænser. Den kommer her, som hos Zola i „La Bête Humaine“,
til at sprænge sig selv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
