Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XVII. Den moderne Lyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LYRISK MYTHE 161
om der ingen Ridder er, saa faar dog Tyrannen vite Besked. Sultan
Zim-Zimini, som har kvalt al Motstand mot sit Herredømme i Blod
og har uttømt alle Magtens, Sansernes og Grusomhetens Nydelse,
byder Sfinxerne paa sin Trone, sin kostbare Drikkeskaal og den
straalende Lampe at tale. Og de taler — men alle om Tyranners Død og
Undergang. Og naar Zim har knust dem alle, kommer Natten over
ham med sin Rædsel. Han skjælvet, uten Vakt, uten Støtte, og Natten
tok hans Haand i Mørke og sa: Kom. For Hugos Fantasi blir Tingene
likesaa levende som Menneskene, og selv Natmørket faar Hugos
Fantasi til at staa frem som handlende Person, der virker og taler efter
Hugos Hjerte. Victor Hugos Fantasi skaper sig stadig Myther i sin
egen Sjæls Lignelse. Virkeligheten vokser for hans Blik. I Digtet
„Toulon“ nævner han Byen, hvor den store Napoleon begyndte sin
Seiersbane og hvor Galeislaverne lider sin Straf. Revolutionsheltene
blir straks Halvguder og Galeislaverne synes nærmest at være evig
fordømte i Dantes Helvede. Alt dette for at si Napoleon 3: den Kugle,
som den store Kriger selv la i Kanonen, skal du slæpe om Benet.
Alting vokser ut over Virkelighetens Grænse for at Victor Hugos
Forkyndelse skal faa Vælde i sin Røst. Hans Digtning er undfanget som
Epigram og født som Mythe. Betegnende er i denne Henseende et av
hans berømteste Digte i Samlingen „Les Châtiments“, „Utsoningen“.
Vi har for os Tilbaketoget fra Rusland med alle dets Rædsler, og
gjennem dem alle gaar som Omkvæd det ubarmhjertige „Il neigeait“.
Grenadererne, som forbauses over at de skjælver, Soldaterne, som sover
ind ti Tusen og vaagner op Hundrede, Vagterne, som staar eller sitter
til Hest stivfrosne med Trompeten for Munden — de er ikke
Mennesker, de er Gjengangere, Spøkelseskikkelser. Saa møter os Waterloo-
: Slaget. Napoleon holder Wellington fast. Han ser en Hær nærme sig.
„Det er Grouchy“. Det var Blücher. Og saa begynder Myrderiet.
Keisergarden rykker i Ilden. Ser Døden i Øinene, roper: Leve Keiseren!
og segner om. Saa blir det en Victor Hugo-Mythe. Nederlaget selv
reiser sig blandt dem som en Kjæmpekvinde, blek Forfærdelse staar
skrevet i hendes Aasyn, og hvor hendes Blik falder, blir der vild Flugt.
Altid ender Skildringen med, at Napoleon selv vender sine Øine mot
Himlen og spør: Er det Straffen? Og altid lyder Svaret: Nei, ikke
. endnul Virystes ved hver Skildring, og vor Spænding paa, hvad
Straffen er, vokser og vokser. Victor Hugo vet vel, hvad Brodden er i dette
„ikke endnu“. Tilslut viser han os Straffen: Napoleon hviler i
Invalidedomen; da lyder det til ham: Moskva, Waterloo, St. Helena var intet.
. Nu kommer Straffen. Du døde som den store Keiser, nu vaagner du
Bing 11
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
