Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XVIII. Naturalismens Spredning og Omforming
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182 ORDETS KUNST HOS IBSEN
Begivenheten hensætter dem i, gjør at vi følger Idéen ved denne ytre
Hændelse, fordi just den er deres Sjælekamps Midtpunkt. Man tænke
paa Slutningen av „Bygmester Solness“, hvor det gjælder om, at
Bygmesteren skal „stige saa høit, som han bygger“.
Men jo mere Ting og Begivenheter, ja, selv Dramaets egen ytre
Handling sank i Betydning, desmere Vægt kom der i Ibsens Drama
til at hvile paa Ordet. Kunsten i hans dramatiske Digtning blev
fremfor alt en Ordets Kunst. Det karakteristiske Ord blev Personlighetens
intimeste Aapenbarelse. Ordet kunde gi den sakte Antydning av en
hemmelig og skjult Verden, Ordet hadde en Dobbeltbund, som gav
Klang baade fra Virkelighetens og Idéens Sfærer, Ordet havde dette
dæmrende Skjær over sig, som kunde kaste Idéernes Evighetsskin
over det skiftende Livets Spil. Ibsen søkte uvilkaarlig disse underlig
dobbelttydige Ord, fordi de og de alene kunde løse den dobbelte
Opgave, at vise Begivenheten som Menneskenes egen personlige
Oplevelse og at la os føle dens Betydning som Idé.
Saa er da Ibsens Drama bilit et helt indre Sjæledrama. Begivenheten
er helt blit til personlig Oplevelse; istedenfor den dramatiske
Handling er traadt den indre dramatiske Krise. Fra de Par Dage, hvori
disse faa Akter spiller, ser vi ut over de skiftende Forviklinger
gjennem lange Menneskeliv, og Personernes Indtryk av, hvad der er
hændt dem, kan pludselig bli et helt andet end de var, Personerne
selv forvandler sig for vore Øine, den tilsynelatende Tilfældighet faar
en indre Nødvendighets Magt. Dramaet er her først og fremst en
fortættet Extrakt av Menneskeliv. Men tillike er dette Menneskeliv paa
en Gang saa særegent og dog saa menneskelig dypt og sandt, at vi
føler os, midt under disse Hverdaĝsforhold, som om vi dvæler ved
de Yttergrænser, hvortil Menneskeaanden kan naa. Derfor staar vi
overfor disse Dramaer med Anelsens Spænding, derfor griper de os
ved sin dype Menneskelighet, idet de tillike utfordrer os ved sin
Særhet. I denne Skikkelse har vort Aarhundrede Trang til Intensitet
formet sig i Henrik Ibsens moderne Drama, vistnok den
ejendommeligste Form for dramatisk Digtning, som Aarhundredet har skapt.
Endnu langsommere var Utviklingen hos den tredje Romantiker
Jonas Lie. Han var begyndt som Nordlandsskildrer og
Sjømandsdigter. Det var likefrem som han strittet imot. Han lot de nye Problemer
optræ under Maske, men man kjendte den nye Tids Aand igjen i
„Lodsen og hans Hustru“ og i „Gaa paa“. Da han endelig talte ut,
var det paa sin egen Maate og under Dække. Han flyttet Problemene
et Par Slegtled tilbake, men han lot en føle at de hadde levet i Bedste-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
