Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XVIII. Naturalismens Spredning og Omforming
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IBSENS OMFORMNING AV DRAMAET 181
en indre Selvmotsigelse hos dem, og denne indre Selvmotsigelse
utgjør netop Karakterens Grundstof. Se bare en Rebekka West;
Magtlysten og det vilde Begjær har drevet hende frem; hun har ført sin
Krig ad lumske, hemmelighetsfulde Omveie, og allikevel for at gi
Rosmer Troen paa hans egen Skyldfrihet avslører hun hele sit
Bedrageri i al dets oprørende Grusomhet, og for at gi ham Troen
tilbake paa hendes Kjærlighet gaar hun villig og gladelig i Døden.
Ibsen kunde vanskelig ha utsøkt sig en mere diametral indre Motsætning.
Men desuten maatte Menneskeskildringen, naar den saaledes blev
Idédramaets Alfa og Omega, tillike bli allesteds nærværende i
Dramaet. Personerne maatte ikke være givne fra først av; de maatte
stadig avsløre nye og atter nye Dybder i sit Væsen. Man maatte
aldrig være rigtig tryg paa, hvor man hadde dem. Man maatte stadig
faa nye Indblik i hvad de hadde været og hvordan de hadde
omformet sig, og man maatte se, hvordan deres Livsskjebne paa
mangfoldig Maate hadde Sammenhæng med de motsatte Sider i deres
Natur. Først i denne Sammenhæng kunde den ytre Handlings
Idébetydning bli klar; for Dramaets Idé berodde ikke paa de ytre
Begivenheter, som skete i det; den kom først til sin fulde Utvikling, naar
man var klar over, hvordan disse ytre Begivenheter fik sin
Forklaring og Vurdering som personlige Oplevelser for Dramaets
Mennesker. Det er det nye, som Ibsens Drama bringer, dets
Menneskeskildring gaar ut paa at omforme Begivenheten til Personernes egen
indre Oplevelse. Det tydeligste Exempel herpaa har vi i „Lille Eyolf“,
hvor Eyolf drukner i første Akt og Begivenheten gjenspeiles i de
følgende for at vi kan se, hvad dette betyr som Oplevelse for Almers
og Rita.
Av denne Dramaets Opgave følger alle dets Særegenheter. Dets
3—5 Akter blir bare det Utsigtspunkt, hvorfra et helt Menneskeliv
kan overskues; selve Hændelserne kan være ubetydelige i sig selv,
men deres Bẹtydning ligger i, at de blir Anledning til, at dette
Menneskelivs Resultater kan opsummeres om dem. Derfor kan Dramaet
egentlig være foregaaet, før Tæppet gaar op for første Akt, derfor kan
Forhistoriens egentlige Kjerne — slik som i „Gengangere“ — først
bli os klart ved Dramaets Slutning. Ja, derfor kan det ogsaa hænde,
at den egentlige ytre Handling i sig selv er ganske meningsløs som
Virkelighet, og at den bare har sin Betydning som Symbol for en
bestemt Tanke; men da fornemmer vi den ogsaa som Idé og ikke
som ytre Virkelighet, fordi Stykkets Personer klamrer sig med hele
sin Sjæl til dens Idéside, og fordi den Oplevelsens Spænding, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
