Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - XI. Sidste Leveaar og Digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
• 454
Sidste Leveaar og Digtning.
som Skolens Repræsentant, viste han sig som en
Mand, der med Frugt havde studeret de gamle
Grækere, og som en dygtig Lærling af Johan
Ludvig Heiberg: saa klart, velordnet og sluttet
var hans Foredrag. Dette var ogsaa Tilfældet
hin Dag, og Ingemanns Takkesvar, som trods sin
Velmenthed var uklart og kluntet, bidrog i høj
Grad paa Grund af Kontrasten til at fremhæve
Bojesens Tale. Et Øjeblik, erindrer jeg tydelig,
vaklede jeg i min ellers klippefaste Beundring for
de historiske Romaners Forfatter. —
Opad Formiddagen fandt Festens egentlige
Hovedhandling Sted.
Oppe fra Akademiets Vestibule, hvor
Fønix-fuglen prangede over Indgangsdøren og Herodots,
Homers, Platons og Evklids Statuer traadte frem
fra Væggens Nicher, kom en Skare unge Piger
med den smukke Helene Roed, Malerens Datter,
i Spidsen. Som de bevægede sig hen over den
store grønne Plæne, med det ubedækkede Haar
skinnende i Majdagens Sol og klædte i blaa,
hvide, rode og gule Florkjoler, lignede de et
Kor af Foraarets Nympher, der droge til den
gamle Digters idylliske Hus bag de nys udsprungne
Lindetrær, for at bringe ham deres Hilsen. —
Ogsaa til dette Kor havde Jens Paludan-Muller
forfattet en skjøn Sang, og Peter Hejse omslynget
den med en bølgende Melodi fuld af Sødme og
Vaarglæde:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
