Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - XI. Sidste Leveaar og Digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sidste Leveaar og Digtning. 47 1
Nu sidder den gamle Sanger
i Lunden og hviler ud,
har Alt, hvad hans Hjærte forlanger
sin Harpe, sin Ungdomsbrud.
Ej Kransen i hvide Lokker
har mistet sit grønne Blad,
end Folket sig lyttende flokker
omkring ham i sluttet Rad. —
Og ud til den gamle Sanger
de Guldhornet bar i Lund,
hvor Tanker han sidder og fanger
med Hinden i Øjets Grund.
Og mens han det frejdig tommer,
mens Draaherne trille ned,
af Bægeret lifligt udstrommer
Erindringens Herlighed.
1 Skarevis frem de bruse
hans Harpes og Hjærtes Born,
som Fuglenes Flokke, der suse
i Vejret fra Busk og Tjørn.
De maa ham vei Fader kalde
det brogede Digterkor,
hans Hjærte jo slog i dem alle,
i alle hans Tanker hor.
Kong Valdemars Mænd de knejste
og hilste med Vaabengny.
Jomfruerne blussende rejste
sig mod ham og nejed bly.
Med Salomon fjærnt fra Østen
den evige Vandrer kom.
Som Stormen med Efteraarsrosten
gik Holger i Kredsen om.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>