Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - XI. Sidste Leveaar og Digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sidste Leveaar og Digtning. 47 1
smuk Fest. — Men da Havestuedøren til
Digterboligen lukkedes, var der to fromme, gamle
Bame-hjærter, som takkede deres himmelske Fader for
en lykkelig Dag.
Jubelfesten gjorde Digteroldingen godt; og
Guldhornet var ham dyrebart, som om det var
kommet fra det hele Folk. Da en Aften en Tyv
formentes at have villet stjæle det, sagde
Ingemann: „Det maa have været en Tysker; en Dansk
kunde det aldrig falde ind at ville berøve mig
det". — Efter den 28. Maj 1859 gik ellers Dagene
igjen, som de plejede; men nu, da Ingemann
havde opnaaet Støvets Aar, var han foriovrigt
stadig forberedt paa den Evighed, hvorimod han
havde længtes hele sit sidste Livsdecennium. At
dette Liv kun var en Begyndelse og det endda
en liden Begyndelse til det uendelige Liv, som
det Egentlige og Bedste i Mennesket skulde leve,
at det var, som han 24. Dcbr. 1854 skrev tten
Ouverture til den store evige Concert" *), derom
var han saa overbevist som Mathematikeren om
én af sin Videnskabs Grundsætninger. Deraf denne
stille Tryghed og glade Forventning, som var
udbredt over hans sidste Dage. Da én af hans
gamle Elever, en Kunstner, aflagde ham en Visit
’) Utrykt Brev til Schorn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
