Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - XI. Sidste Leveaar og Digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
• 464 Sidste Leveaar og Digtning.
i 1861, meddelte Ingemann ham, at han havde
halt et kort Sygdomsanfald af en Art, han forhen
aldrig havde kjendt til. „Det er maaske et
Forbud paa Døden", sagde han, „dog hvad gjør detV"
— Selv besøgte jeg ham 14 Dage før hans
Endeligt; men han var rolig, venlig, gjæstfri som
altid, ridderlig-artig mod sin Hustru, talte som
sædvanlig Lidet om sig selv, Mest om Venner og
Bekjendte. Ingen kunde mærke det Mindste paa
ham. Men i Grunden var han opfyldt af Tanken
om, at være „parat til den store Rejsefærd".
Allerede i Oktbr. 1861 havde han skrevet til
Theodor Schorn: „Jeg drømte en Nat i forrige
Maaned, at min Seng rev sig løs og blev til et
Slags aaben Vaggon, der droges af et usynligt
Lokomotiv udover Jorden. Jeg sad oprejst med
en bladrig Bøgegren i min- højre Haand og viftede
mit Farvel til de grønne Skove og det store Hav
og alle gode Venner. „Jeg vil forsvinde, jeg
vil flyve", raabte jeg og svingede Grenen. Men
saa blev jeg med ét beklemt om Hjærtet og
rakte den venstre Haand tilbage efter Lucie. —
„Tal til mig!" sagde jeg med halvkvalt Stemme;
— men hun tav. Jeg greb dog hendes Haand syntes
mig; men den var vaad — hun laa stille og græd
— syntes mig — og jeg vaagnede. — Det var
dog en ganske kjøn Drøm og maaske et Vink
om at være rejsefærdig. Jeg er forøvrigt, Gud
ske Lov, baade frisk og livsglad — og takker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
