Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - XI. Sidste Leveaar og Digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
467
Ansigt, og intet Suk hortes. Dr. Wilster sagde,
at der ikke havde været nogen Dødskamp; aldrig
havde han set et saa roligt Endeligt. Den Døendes
Oje brast ikke, hvorfor endnu en halv Time efter
at Livet var udslukt hans Hustru endnu formente,
at han saa paa hende. Kun Lægen bemærkede
Dødsøjeblikket; men han kunde ikke beslutte
sig til, ved at gjøre hende opmærksom derpaa,
at berøve hende den halve Times sørgmodige
Lykke". —
Da Budskabet om Ingemanns Død bares ud
over Danmark, vakte det almindelig Bedrøvelse.
Johan Ludvig Hejberg*), der for to Aar siden
var død, var kun bleven erindret af Enkelte i
de ældre Intelligenskredse: han havde overlevet
sin Popularitet; ja selv Kjøbenhavnemes
Beundring var bleven ham berøvet af de
nationalliberale Presseorganer, hvem han havde opbragt ved
sit royalistisk-konservative Sindelag. — Ingemanns
Bortgang voldte næsten Landesorg. Store Digtere
(Grundtvig, Hauch, H. C. Andersen) som smaa
(Claudius Rosenhoff, Andreas Munch, Jens
Paludan-Muller) sang ham Afskedskvad; men i det
•) Ingemann ansaa J. L. Hejherg for Ophavsmand til
og Repræsentant for den „Lattertid", der indtil Krigens
Udbrud 1848 „i 10 Aar havde buseret i Danmark".
30*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
