Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
8
var saa umanerlig tung at vi ikke orket at faa ham op. Vi
bare holdt i ham og skrek og skrek, og ut fra bryggerne og
Holmen kom der roende folk, flere baater, mange folk. Men
de øjeblikkene vi laa der ut over rælingen og holdt i den
halvdøde, blytunge Jørg „til feieren", de glemmer jeg ikke. Jørg
kom op i en anden baat, og saa tok de os paa slæpetaug. Lisa
sat der som en druknet rotte og graat saa hun hikstet; saa
begyndte Massa ogsaa at graate, og slik kom vi ind til
bryggerne. Men mange dage etter kunde jeg ikke gaa paa gaten
uten at folk stanset mig og vilde ha greie paa hvorledes det
var gaat til. Det er igrunden noksaa brysomt at være berømt,
men jeg liker det godt allikevel.
Naar Mina og jeg siden møter den tykke „Lisa feier" paa
gaten, undres vi rigtig over at vi hadde kunnet orke hende
den gang. Men taknemlighet findes ikke i denne verden; for
mange ganger siden, saa gjeper Lisa feier efter Mina og mig paa
gaten, og gaar bakefter os og vrikker paa sig, likesom for at
vise hvor vigtige vi er. Og det endda vi har reddet den tykke
kroppen hendes fra at drukne.
Vi bor oppe paa en høi bakke i et gammelt, deilig hus.
Folk sier at det er et gammelt skrammel av et hus, men det
er bare den pure misundelse fordi de ikke bor der selv.
Der er store, ældgamle lønnetrær rundt huset, og de skygger
og gjør det mørkt inde i de dype værelser. Der er bjelker
under taket, og gulvene disser av bare ælde naar man gaar
haardt paa dem. Især gynger det svært et sted paa salsgulvet.
Naar ingen anden end Karsten og jeg er inde, tramper vi ofte
av alle livsens kræfter der hvor det disser mest, for vi har lyst
til at se om vi ikke kan falde ned i kjelderen. Men det gjør vi
merkværdig nok ikke.
Hele fem haver hører til vort hus. En stor have med bare
plommetrær, med himmelhøje, smale stammer og en liten dusk
blade og grener høit, høit oppe. Naar jeg gaar dernede
mellem plommetrærne, indbilder jeg mig ofte at jeg er nede i syden
og vandrer under palmetrær — de har vist akkurat den samme
fasong som vore gamle plommetrær.
Jeg indbilder mig forresten altid en hel del ting som ikke
er til i virkeligheten. Hvis jeg skulde skrive ned alle de
historier og fortællinger jeg finder paa indi mig, blev det en tyk,
tyk bok. Men paa den maaten har Inger Johanne „til
byfogden" grulig megen moro for sig alene.
Jeg har ogsaa en have. Jeg vilde ikke ha nævnt den en-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
