Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34
mig op. Du — hvor vi danset! Han vilde aldrig holde op.
Hei, ropte han, og trampet i gulvet — jeg tror vi danset en
halv time. Av og til gjorde jeg et forgjæves forsøk paa at
stanse, men det kunde aldrig i verden nytte, Jonas holdt mig
fast, fast som i en skruestikke, trampet og danset. Hei san!
Der var midlertid sat lys i vinduene og paa hylder rundt
væggene. Lysene blafret frem og tilbake i trækken.
„Det er akkurat som jeg danser bare med en kjole mellem
hænderne — saa let er du," sa Jonas. Skulde det være en
kompliment? Jeg vet det ikke. Naar man er en stor liten
pike, saa er det ikke morsomt at bli kaldt „bare en kjole".
Endelig slåp han mig; jeg sank andpusten ned paa en stol.
Men da straks efter en ny dans begyndte, saa jeg at Jonas
hadde mig i kikkerten igjen, — jeg blev saa fortvilet at jeg
reiste mig hurtig og klemte mig mellem spillemændene ut i
gangen.
Paa en kiste bak døren i gangen sat Peder.
„Ak, jeg er saa syk, Inger Johanne."
„Ja, hvor kan du vente andet — seks kopper kaffe!"
„Hvad skal jeg gjøre, Inger Johanne?"
Jeg fik ham med mig ut i den friske luften. Der var en
.iten potetesaker bak huset; Peder satte sig ned der, jeg tok
noget fugtig potetesgræs og la paa hodet hans. „Var det ikke
godt?"
„Aa jo."
„Sit herute du en stund, skal du se du kommer dig."
Det var blit næsten mørkt. Utenfor huset hadde der samlet
sig en hel del mennesker, voksne gutter og barn, piker og
koner; de stod helt inde i gangen og kikket, klt?v op paa
vinduene, ropte, lo og holdt spektakel.
„En, to, tre, fire, fem — brura frem!"
Politibetjent Weiby gik omkring derute og pirket bort i dem
med stokken naar de ropte for høit.
„Hold snavla deres — sier jeg."
Han var altid saa forstoppet av klær, Weiby. Naar han
vendte den forpakkede ryggen sin til — saa skrek og ropte
sjøguttene igjen: „Brura frem" — saa det skranglet
bortimel-lem de smaa husene.
Bruden kom ut i døren for at vise sig. Hun er grulig
gammel, Maren — visst tredive aar — saa hun var ikke videre
pen da hun stod der i døren. „Hurra for brura!" ropte de
utover i mørket rundt huset. Weiby stod like ned for trappen;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
