Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
59
Nei, det var værre end alt andet. Far vilde bli rasende.
Han som altid sier at jeg mister alting. „Gud naade dig for
far," hvisket Karsten. Hvad skulde jeg gjøre — hvad skulde
jeg gjøre! Karsten og Singdahlsen kløv op paa noget
taug-verk helt agterut for at se efter femkronen, sa de. Singdahlsen
kikket gjennem den hule haand, og baade Karsten og han
paa-stod at de saa den. Men det kunde jo litet hjælpe.
Aa, hvor alting blev leit med en eneste gang. Det var
igrunden leit at komme bort til onkel og tante ogsaa. At
komme saadan alene og maatte snakke ganske aler.c med
onkel provst og alle de andre voksne paa prestegaarden, det var
igrunden grulig leit og genert — der var ingen ting som var
moro i hele verden mere; — leit var det at komme hjem
igjen; for far vilde bli grulig sint, og allerleiest var det nu at
være her ombord paa dampskibet hvor de lo av mig
allesammen. Og alt det kom av den fille femkronen som blaaste væk.
Og saa hadde jeg løiet ogsaa, og sagt jeg var tolv aar.
Uf, uf, uf, hvor sørgelig alting var!
Jeg stod med haanden under kind, lænet mig til rælingen
og stirret ned i sjøen. Med én gang fandt jeg paa noget som
jeg syntes var udmerket dengang; — nu synes jeg det var
forfærdelig dumt. Jeg vilde spørre styrmanden om han vilde
ta noget av tøiet mit istedenfor betaling, saa behøvde ikke far
at vite noget om at jeg hadde mistet pengene.
Jeg har en liten sølvring, saadan en som der hænger et
litet hjerte ved, den tænkte jeg først paa. Jeg tok den av
fingeren og saa paa den — den var igrunden bitte, bitte liten;
der var vist ikke nok værdi i den. Hjemme hadde jeg
rigtignok et par gamle skøiter jeg gjerne vilde sælge; men jeg
kunde jo umulig bede styrmanden gaa op paa vort loft og ta
skøiterne; du store verden, hvad skulde jeg finde paa at gi
ham. Pludselig fik jeg en lys idé: Paraplyen, min nye
paraply skulde han ta; hjemme kunde jeg jo si at vinden hadde
tat den; for ansvarlig for vinden kunde jeg da virkelig ikke
være. Og saa vilde jeg med det samme si at jeg havde
forsnakket mig, at jeg ikke var tolv aar, men bare elleve aar og
fem maaneder. Jeg tok paraplyen og gik raskt bortover dækket
for at finde styrmanden; for en sikkerhets skyld tok jeg
ringen av fingeren og holdt den i haanden, det kunde jo hænde
at han vilde ha begge dele. Men det var mig umulig at
finde ham. Jeg svævet forut og .agterut og kikket ind i alle
lugarer — nei, jeg saa ikke den spidse næsen hans noget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
