Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
73
men oppe i byen paa vor kant tror jeg næsten jeg var den
værste.
Hver eneste dag kunde jeg finde paa noget nyt. Dengang
syntes jeg naturligvis det var frygtelig moro, nu er det bare
leit at tænke paa, slik som jeg plaget ham, for hadde ikke
Even høne været, saa var jeg druknet nede ved bryggerne en
aften ifjor høst. Ja tænk at den lille rare Even høne har
reddet mig fra at dø, endda jeg altid har været saa fæl mot ham.
Og det vil jeg aldrig, aldrig glemme.
Det var en aften ifjor i oktober. Det var netop saadant
veir som jeg liker saa godt. Saadant med storm ute paa havet,
med høit vand over bryggerne, og med en susen og en brusen
som torden oppe i luften. De store asketrær ved kirken vrir
sig og knaker og braker, kirkefløien vender sig og skriker hvert
øieblik — det er den susen og brusen i luften som jeg synes
om. Det er saa forfærdelig friskt.
Men det kan jeg aldrig faa nogen av veninderne til at være
enig med mig i. „Nei, uf da, vil du gaa ut i dette veiret,"
sier de, naar jeg kommer for at hente dem, „uf, slikt grusomt
veir!" Derfor gaar jeg altid alene i slikt veir, op i heiene
og nede paa bryggerne, og hvor det kan falde sig.
Den dag var jeg ogsaa ute alene. Jeg var gaat ut i
Sør-viken til det store ishus; der var nogen som hadde sagt inde
paa bryggen at der var en brig som var drevet løs derute, og
den hadde jeg lyst til at se paa. Men det var bare noget
tøv-for da jeg kom derut, var der hverken brig eller et eneste
menneske at se.
Naar jeg gaar saadan alene, tænker jeg paa saa uhyre
meget morsomt. Jeg tænker paa hele familier med mange
barn, som reiser og har det gildt. Og alle de mennesker jeg
digter om, vet jeg hvordan ser ut, og hvad de sier, og hvad
de gjør — og de reiser over hele den vide verden. Og
altsammen bestemmer jeg selv. Jeg er konge over dem
allesammen. Ingenting i verden er saa morsomt som at digte slik.
Undertiden fortæller jeg Karen og Mina om det, men de skjønner
ikke rigtig hvad jeg mener, det forstaar jeg godt.
„Kjender du menneskene da?" sa Karen en gang.
„Nei, jeg digter jo bare, skjønner du."
„Kan det være noget gildt, da?" sa Karen med foragt.
Siden den tid snakker jeg aldrig noget om alt det jeg tænker
paa naar jeg gaar alene.
Den dag ute ved ishuset i Sørviken husker jeg godt at jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
