Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
123’
„Ja, dere har vel hørt om Tollef som møtte den dode
presten paa kirkegaarden her nylig?" begyndte Massa.
„Nei — uh — er det sandt, Massa?" ropte jeg.
„Ja, dere vet, Tollef, — den skjæve Tollef — som bor paa
den anden side kirkegaarden. Han skulde gaa hjem sent paa
aftenen, og saa tok han en snarvei over kirkegaarden — og
midt i den brede alléen møtte han en død prest i fuldt ornat
— og i det samme Tollef saa paa ham, videt han munden ut
og gren til ham med store, gule tænder — og han hadde
endda rød fløiels messehagl med guldkors paa ryggen, saadan
som prestene har foran alteret."
„Uh, Massa — fortæl ikke mer — jeg blir saa ræd, —
jeg maa ha benene op i sofaen."
Allesammen maatte vi ha benene op, Karsten ogsaa.
„Ja, de sier jo, det spøker paa loftet her ogsaa," sa Mina.
„Ja, men det er noget tøv det," sa Karsten.
„Vær ikke saa kry, du Karsten far. Du turde ikke gaa op
paa det øverste loftet nu om du fik en million.
Jo, jeg turde —"
„Ja, gaa da —"
„Ja, det skulde være min mindste sak — men det er jo
ingenting tes at gaa der op nu."
„Fy, han er ræd — fy for en skam for en gut at være
ræd." Vi ertet ham alle tre og pekte lang næse: „Fy-y-y."
Jeg skal saamen gjerne gaa derop paa flyende flekken, jeg,
hvis det er det, dere vil."
Ja, det var netop det vi vilde. Endnu en lang
parlamenteren fra hans side; vi ertet ham mere og mere. Tilslut blev
han kjed.
„Ja nu skal jeg gaa, det skal dere faa se — jeg er ingen
rædhare, jeg" — og ut av døren løp han.
Maanen skinnet frem mellem nogen mørke skyer. Vi hørte
ham trampe op over loftstrappen og ramle og gjøre al den støi
han kunde, bortover det lange loft. Aldrig i mit liv hadde jeg
beundret Karsten før; han er skam ikke noget at beundre
saadan til hverdags ’neiler, men da han sprang op paa det mørke
spøkelsesloftet den aften, da beundret jeg ham.
Vi lyttet anspændt der nede i sofaen. Der kom et
voldsomt vindstøt; vi lyttet med aapen mund, — vinden pep ned
gjennem pipen, men vi hørte ikke en lyd oppe fra Karsten.
Du, hvor ræd jeg blev! Tænk om spøkelset kvalte Karsten
i dette øieblik, og det var jeg som hadde ertet ham til at gaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
