Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124’
derop. Jeg løp hen til døren: „Aa Karsten — Karsten, kom
ned igjen — kom ned igjen —"
„Bum-bum-bum," lød det med skrækkelig tydelighet ned
fra loftet.
„Hørte dere det? Aa-aa! Karsten — Karsten!" Der kom
et nyt vindstøt, døren til forværelset sprang op, i samme
sekund kom der et rabalder oppe fra loftet, som jeg aldrig i mit
liv har hørt make til. Akkurat som jordskjælv. Ja, der har
rigtignok aldrig været jordskjælv i vor by, men jeg kan tænke
mig at det maa være omtrent saadan som den rammelen paa
loftet den aften det spøkte. Jeg trodde jeg skulde dø av
rædsel. Massa, Mina og jeg klamret os til hinanden: „Aa jeg
dør — kjend hvor hjertet mit banker —"
Der hørte vi Karsten. I flyende fart for han gjennem
forværelset aldeles forvildet av skræk:
„Aa — toldkassereren — han sa vs-s-s like i øret paa
mig." Her var ikke tid til lang betænkning; vi stormet
allesammen hen til døren til kontoret, som fører ned til salen.
Gjennem forværelset turde vi jo ikke løpe, toldkassereren var
vist like i hælene paa Karsten. Det var aldeles belgmørkt paa
kontoret. Mina veltet en stol i farten, og Massa sprang like
paa en bokhylde og skrek; benene vilde næsten ikke bære
mig, saa skalv jeg i knærne da jeg kom ut i kontorgangen. Der
er nemlig en egen indgang til kontoret ute fra gaarden.
Det gjaldt at faa slaaen fra døren i en fart — aa hvor jeg
strævde — der gik den endelig op, og den kolde luft slog
imot utenfra. Jeg fik en følelse av at jeg var reddet; vi
stormet ut i den kulsorte aften. „Kom, saa løper vi hjem til os,"
sa Massa.
Og ned gjennem bakken i et rasende løp gik det med os
allesammen. Slik som det blaaste! Fløien paa kirketaarnet
vendte sig hvert øieblik, skrek og hvinte. Ikke et menneske
var at se i hele gaten, vi løp som for livet.
Og saa holdt vi til syvende og sidst paa at skræmme livet
av Massas mor, da vi allesammen kom farende ind til hende,
likbleke og andpustne. Vi kunde næsten ikke snakke, saa
rædde var vi.
„Aa det ramlet saa forfærdelig, fru Peckell," sa jeg,
„akkurat som Pompeji." Jeg mente Vesuv, ser dere, men jeg husket
det ikke i farten.
Men da vi hadde summet os litt og faat syltetøi og fiken-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
