Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
145’
Jeg spurte onkel Max hvor syd og nord var herinde i byen,
og saa sat jeg og stirret langt, langt ut mot sydvest.
For langt derute ved kysten, der var et deilig sted som jeg
længtet efter.
Der slog havet i hvite sprøit op mot de graa heiene, der
lugtet tjære og sagmug, der laa baatene og vugget inde ved
bryggerne, — og der kjendte jeg alle, alle mennesker!
Og oppe i haven hjemme stod der nu perleblomster og
bævende hjerter og pinseliljer, og nu begyndte ribsene at bli
røde. Jeg syntes jeg saa mor staa indenfor kjøkkenvinduet og
skjære brød paa kjøkkenbordet, og Karsten satte sig ut paa
bænken under kirsebærtræet og spiste sur melk med fløte og
tørt brød.
Aa, hvor godt han hadde det!
Naar Lilla og jeg skulde ut at spasere, vilde jeg altid at
vi skulde gaa ned til bryggerne. Det var likesom nærmere
hjem, og saa lugtet det jo litt sjø ogsaa, men ikke som hjemme,
— nei langtifra som hjemme.
Da jeg hadde været hos onkel Max og tante Betty i tre
dage, skrev jeg hjem.
„Kjære far og mor!
Jeg er kommet hit og har ikke mistet noget tøi. Her er
ikke meget gildt, skjønt jeg kjører i landauer med to hester
foran og kusk i livré. Og de har tjener her, som visst har
fem dusin blanke knapper paa trøien sin. Tjeneren bytter
tallerkener tre og fire ganger ved middagsbordet. Her er fint,
men her er leit. Onkel Max holder ikke saadant leven her
som hjemme, naar han løper efter mig gjennem hele huset.
Der er malt engler i taket paa mit soveværelse. Her er ogsaa
en liten dansk pike som skal være min veninde, hun heter
Lilla, og er græsselig velopdragen, sier tante Betty, saa jeg har
godt av at være veninde med hende, sier tante Betty, men
saa lang mellem næsen og munden som hun er, har jeg
aldrig set nogen være. Det første hun spurte mig om, var
hvorledes jeg „befandt" mig. Og tænk, hun har aldrig slaas
med en gut. Tante Betty er litt penibel imellem. Men
hvorledes jeg skal holde ut at være her, skjønner jeg ikke. For
jeg længes forfærdelig hjem onj morgenen, om middagen og
10 — Dikken Zwilgmeyer. I.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
